Kinas præsident, Hu Jintao, indleder sent tirsdag et statsbesøg i USA. Her forventes han at understrege, at Kina er en ligeværdig partner med USA.
Der bliver tale om et besøg i USA på et tidspunkt, hvor de kinesisk-amerikanske relationer er under pres.
Hu indleder besøget i Washington med en privat middag tirsdag aften i Det Hvide Hus med den amerikanske præsident, Barack Obama.
Flere amerikanske topministre har inden besøget kridtet banen skarpt op ved at gå i rette med Kinas politik.
Forsvarsminister Robert Gates sagde i sidste uge under et besøg i Beijing, at USA er klar til at svare igen på enhver militær oprustning i Kina, mens finansminister Timothy Geithner krævede, at Kina åbner sit marked og opgiver sin kunstigt lave valuta, der koster arbejdspladser i USA.
Udenrigsminister Hillary Clinton har kritiseret Kinas menneskerettighedspolitik og peget på, at Liu Xiaobo, der i 2010 modtog Nobels fredspris, fortsat sidder fængslet.
Hu har i et interview til amerikanske aviser svaret igen ved at sige, at USA's økonomiske dominans ikke vil vare evigt, og at han ser frem til et mere ligeværdigt forhold.
- Vi håber, at besøget vil fremme et positivt og samarbejdsskabende forhold mellem Kina og USA, kortlægge nye retninger i det bilaterale forhold i den nye æra og løfte samarbejdet til et nyt niveau, siger Hu.
Onsdag står programmet på samtaler i Det Ovale Værelse samt en officiel statsmiddag, inden Hu rejser videre til Chicago.
Den kinesiske præsidents statsbesøg i USA slutter fredag.
Statslige kinesiske medier oplyste tirsdag, at besøget antageligt vil resultere i en række aftaler blandt andet et salg af Boeing-fly til Kina.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde