Kinas præsident forstærker Afrika-relationer
Kinas nye præsident, Xi Jinping, hyldede mandag de stærke bånd mellem Afrikas nationer og Beijing i en af de vigtigste taler på hans første udlandsrejse som sit lands øverste leder.
Xi kaldte det ressourcerige Afrika for "håbets og løfternes kontinent", og sagde "mine kære venner" til ledere i Tanzanias økonomiske hovedstad, Dar-es-Salaam.
- Afrika tilhører den afrikanske befolkning, sagde Xi, som mandag holdt en pressekonference i en ny stor hal, som Kina har bygget i Tanzania, hvor kineserne er blandt de største investorer med interesser i landbrug, kul, jernmalm og infrastruktur.
Handlen mellem Kina og Afrika nåede op på næsten 1200 milliarder kroner sidste år, og Xi sagde, at handlen vil blive "intensiveret, ikke svækket."
- Jeg er altid imponeret over de stadige fremskridt, når jeg kommer til Afrika, og jeg bliver hver gang imponeret over den varme, som indbyggerne har over for kinesere.
Xi og hans modpart i Tanzania, præsident Jakaya Kikwete, underskrev 16 aftaler om handel, udvikling og kulturudveksling.
Den kinesiske præsident kom til Tanzania søndag. Han skal videre til Sydafrika, hvor de store hurtigt voksende økonomier i Briks-landene holder topmøde. Han afslutter sit besøg på kontinentet i Congo-Brazzaville.
Xi kom til Kina fra et besøg i Rusland, hvor vakte stor opsigt, at hans kone indtog en ny rolle som en glamourøs førstedame, der løb med det meste af opmærksomheden i de kinesiske mediers dækning af besøget.
Xis hustru, Peng Liyuan, var allerede berømt og utroligt populær i sit hjemland, inden hun blev præsidentfrue, efter en lang karriere som sanger. Men besøget i Rusland bragte hende i sjælden grad i fokus.
- Det var et billede af en situation, som den kinesiske befolkning er glade for at se, fordi de har ventet på det i lang tid, sagde Hu Xijing, chefredaktør af The Global Times, under det kinesiske statsbesøg i Rusland.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned