Kinas Xi Jinping kommer frem fra sit skjul
Efter godt to ugers fravær har Kinas formentligt kommende leder Xi Jinping igen vist sig offentligt. Hans fravær har sat gang i rygter om, hvorvidt den er gal med helbredet, eller om hans fravær skyldes en magtkamp.
Natten til lørdag dansk tid viste Kinas vicepræsident sig ved et landbrugsuniversitet for at deltage i fejringen af en årlig videnskabsdag, skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua. Bureauet kom ikke med yderligere informationer.
Xi Jinping har ikke vist sig offentligt siden 1. september, i mellemtiden har vicepræsidenten blandt andet meldt afbud til et møde med den besøgende amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.
Det var også ventet, at han skulle mødes med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i mandags, da hun indledte sit besøg i Kina, men det møde kom heller ikke i stand.
Det fik for alvor rygtebørsen i sving i Beijing, for Xi Jinping er kørt i stilling til at blive Kinas næste præsident, når der er kongres i det kinesiske kommunistiske parti i oktober.
Torsdag kom der dog igen lyd fra Xi, da avisen Guangxi, et talerør for kommunistpartiet i den sydlige Guangxu-region, citerede vicepræsidenten for at kondolere en død partifælle.
Xi har "udtrykt kondolence i forbindelse med sin gamle kammerat Huang Rongs død", hed det i avisen.
Huan Rong døde 6. september, dagen efter, at Xi skulle have haft sit møde med Hillary Clinton.
Det er første gang siden den 1. september, at den kinesiske presse bringer en udtalelse fra Xi.
Nyhedsbureauet Reuters har citeret unavngivne kilder for at sige, at det er problemer med ryggen, der har holdt Xi væk fra offentlighedens søgelys. Rygproblemerne skulle være opstået tidligere på måneden på grund af svømning.
Kinas kommunistparti har afvist at kommentere Xis fravær.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker