Kinesere kræver undskyldning fra Norge

Langt over halvdelen af kineserne kræver, at Den Norske Nobelkomité trækker tildelingen af Nobels fredspris til Liu Xiaobo tilbage og giver det kinesiske folk en undskyldning. Det viser en kinesisk meningsmåling.

Ifølge målingen mener 43,6 procent af de adspurgte, at den væsentligste årsag til, at Liu har fået prisen, er at lægge pres på Kina og at tvinge landet til at acceptere Vestens politiske system, skriver den kinesiske avis Global Times mandag.

Avisen beskylder nobelkomitéen for at fremprovokere "et alvorligt ideologisk sammenstød" og skriver, at den håber, at komitéen "vil reflektere over sit dårlige valg".

58,6 procent af de 866, som deltog i undersøgelsen, mener, at komitéen bør tage prisen tilbage og undskylde tildelingen over for det kinesiske folk.

Lidt flere end 50 procent mener også, at Liu bør sættes i fængsel indtil datoen for hans løsladelse. 17,3 procent mener, at han kan løslades lidt tidligere, mens ni procent mener, at han bør løslades straks, så han selv kan hente prisen i Norge.

Men målingen viser samtidig, at tre af fire kinesere ikke aner, hvem Liu Xiaobo er. Lidt over halvdelen siger, at de først hørte om ham, da det blev offentliggjort, at han blev tildelt årets fredspris.

Den 54-årige regimekritiker blev i december sidste år idømt 11 års fængsel for at have medvirket til manifestet Charter 08, som kræver omfattende politiske reformer i etpartistaten Kina.

/ritzau/NTB

En meningsmåling viser, at 60 procent af kineserne kræver, at tildelingen af fredsprisen trækkes tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret