Kineserne eksporterer for over 1000 milliarder i maj
Strømmen af varer ud af Kina voksede betydeligt i løbet af maj måned.
I alt eksporterede landet for 195,47 milliarder dollar, hvad der svarer til mere end 1000 milliarder kroner. Det er en stigning på syv procent i forhold til maj måned sidste år, viser tal fra de Beijing-baserede toldmyndigheder natten til søndag dansk tid.
Til gengæld faldt importen 1,6 procent, hvilket skabte et overskud på den kinesiske handelsbalance på 35,9 milliarder dollar eller omkring 196 milliarder kroner.
Økonomer havde ifølge Reuters på forhånd ventet en stigning på 6,6 procent i eksporten, 6,1 procent i importen og et månedligt handelsoverskud på 22,6 milliarder dollar.
Den stigende tendens for eksporten kommer, efter at den kinesiske økonomi særligt har været under pres i begyndelsen af året. Her faldt en række økonomiske nøgletal ud til den svage side, mens usikkerhed om opgørelsernes validitet samtidig har svævet som en sky af usikkerhed over tallene.
Kinas regering har dog insisteret på, at den om nødvendigt vil være klar med tiltag for at holde de økonomiske hjul i gang.
I årets første tre måneder var den økonomiske vækst i Kina 7,4 procent - et højt tal set i dansk kontekst. Men for kineserne er der tale om den laveste fremgang siden sommeren og efteråret 2012.
Fra myndighedernes side er målet en økonomisk vækst på 7,5 procent i år.
I maj nedjusterede den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation OECD sit skøn for årets vækst i Kina til 7,4 procent fra tidligere 8,2 procent.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker