En arbejdsløs og sindsforstyrret mand er gået amok med en kniv i en børnehave i det østlige Kina.
Den 47-årige trængte ind i børnehaven med en 20 centimeter lang kniv, som han begyndte at hugge i børnene, der alle er omkring fire år.
Også en sikkerhedsvagt og to pædagoger, der forsøgte at hindre mandens blodige hærgen, blev såret af knivstik.
Fem af børnene er indlagt på hospitalet med alvorlige skader, men ingen af de tilskadekomne er i livsfare, oplyser en lokal embedsmand.
- 32 mennesker er såret, heraf 29 børn og tre voksne. De fem, som kom værst til skade, er nu stabiliseret. Ingen er døde, siger han.
Umiddelbart efter angrebet strømmede chokerede forældre til børnehaven for at få fat i deres børn.
Gerningsmanden har været arbejdsløs, siden han blev fyret fra sin stilling i et forsikringsselskab i 2001. Han blev anholdt umiddelbart efter angrebet og er nu i politiets varetægt.
Det blodige overfald skete i byen Taixing i Jiangsu-provinsen torsdag morgen. Angrebet er det tredje knivoverfald mod børn inden for en måned, rapporterer statslige kinesiske medier.
Så sent som i onsdags sårede en anden kinesisk mand 15 elever og en lærer i et knivoverfald på en skole i det sydlige Kina.
Otte elever blev desuden dræbt ved et lignende angreb i det sydøstlige Kina i sidste måned. Det blev begået af en 41-årig mand, som var deprimeret efter at have brudt med sin kæreste.
De mange angreb har skabt stor frygt og vrede i den kinesiske befolkning, hvor mange par kun har ét barn.
Forældrene kræver nu, at myndighederne sørger for bedre sikkerhed i landets børnehaver og skoler.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub