Kinesisk statsstøtte beskyldes for at skabe overproduktion
Det bliver anden gang i år, at Ursula von der Leyen besøger Kina, når der torsdag og fredag er EU-Kina-topmøde. Her vil der blandt andet være fokus på, om statsstøtte spiller en rolle i den overproduktion, der præger kinesiske fabrikker (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Selv om væksten aftager i Kina, overproducer landets fabrikker. Både EU-toppen og DI ser mod statsstøtte.
Der venter svære forhandlinger, når EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU-præsident Charles Michel i denne uge tager til topmøde i Kina.
Forud for topmødet har von der Leyen gjort det klart, at hun ønsker at rette op på handelsunderskuddet med Kina. Det var tæt på 400 milliarder euro i 2022, når det gælder varer.
Det er der primært to årsager til, siger underdirektør i Dansk Industri Peter Thagesen.
- Dels er store dele af det kinesiske marked lukket land for europæiske virksomheder. Det gælder eksempelvis inden for varer og teknologier til den grønne omstilling.
- Samtidig er vi vidne til, at Kinas omfattende statsstøtte skaber overkapacitet i de kinesiske produktionshaller. De varer flyder ud på verdensmarkedet og til EU, hvor de på unfair vis udkonkurrerer europæiske virksomheder, siger Peter Thagesen i en skriftlig kommentar.
EU-Kommissionen har også rettet søgelyset mod kinesisk statsstøtte.
- Vi ser en aftagende vækst i Kina. Men vi ser stadig overkapacitet i produktionen, siger Ursula von der Leyen i et interview med European Newsroom, der er et samarbejde mellem en række europæiske nyhedsbureauer, herunder Ritzau.
Hun vil tage ubalancerne op med "fakta og tal" på topmødet for at forsøge at overbevise Kina om at medvirke til at skabe en mere lige handelsbalance med EU.
Derudover arbejder EU-Kommissionen på en undersøgelse af mulig kinesisk statsstøtte til el-biler. Den er dog ifølge von der Leyen endnu ikke afsluttet, men den kan ses som en trussel om, at EU måske vil tage modforholdsregler, hvis ikke parterne finder løsninger.
Den kontante tilgang ser DI gerne, at EU-toppen står fast på, når topmødet går i gang torsdag i denne uge.
- Set med europæiske briller er det især vigtigt, at vi i EU på topmødet meget klart får defineret vores røde linjer over for Kina.
- Der må ikke være tvivl om, at det får konsekvenser, hvis de røde linjer bliver overtrådt. Dumping og uretfærdig konkurrence skal mødes med beslutsomhed, siger Peter Thagesen.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker