Kinesisk udlejer dræber syv børn med økse

Et skænderi om lejekontrakten på en børnehave har udviklet sig til ni-dobbelt mord i Nanzheng provinsen i Kina. Mordene begyndte som et skænderi, da den 48-årige udlejer Wu Huanming ønskede at smide den 50-årige kvindelige indehaver af en børnehave ud af børnehavens lejemål.

Det fortæller naboer, som så skænderiet udvikle sig.

- Jeg så, at han holdt en kniv i sin højre hånd, mens han råbte, siger Li Yufen, der bor i landsbyen Linchang i Nanzheng.

Ifølge Li Yufen opdagede flere naboer skænderiet, men de fortrak ind i deres huse.

- Morderen gik lige forbi mig og kiggede på mig. Jeg lukkede døren og blev indenfor, siger Li Yufen.

Wu Huanming ejede en to-etages bygning med en muromkranset gård, hvor børnehaven holdt til. Lejemålet udløb i april, men indehaveren af børnehaven, Wu Hongying, ønskede at holde børnehaven åben indtil sommer.

Det gjorde tilsyneladende Wu Huanming så rasende, at han hakkede fem drenge og to piger ihjel med en kødøkse. Han dræbte også indehaveren af børnehaven og hendes 80-årige mor, hvorefter han gik hjem og begik selvmord, oplyser det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Siden marts har der været fem andre angreb, som har ramt skolebørn. Angrebene får det kinesiske ministerium for offentlig sikkerhed til at love øget sikkerhed ved skoler og hårde straffe til overfaldsmændene.

Ifølge myndighederne er flere personer lige nu tilbageholdt på grund af mistanke om planlagte angreb på skoler.

/ritzau/Reuters

En kinesisk udlejer har dræbt syv børn og indehaveren af en børnehave efter et skænderi om lejekontrakten på børnehaven. Han brugte en økse, fortæller naboer.

Offentliggjort Sidst opdateret