Kinesiske spioner angriber Gmail

Internetgiganten Google meddelte onsdag, at en kampagne med oprindelse i Kina har benyttet Gmail-konti til at spionere mod fremtrædende personer i USA.

Gmail er en e-mail-tjeneste, der tilbydes af Google.

- Vi afslørede for nylig bestræbelser på at indsamle passwords, gerne gennem phishing, siger Eric Grosse, en af Googles sikkerhedschefer.

- Målet med dette synes at have været at overvåge indholdet af disse brugeres e-mails, fortsætter Grosse.

Han siger, at spionagen synes at være styret fra Jinan i Kina.

Grosse skønner, at hundreder af Gmail-konti er blevet ramt. De tilhører ledende amerikanske embedsfolk, militærpersoner og journalister, kinesiske systemkritikere samt embedsfolk i flere asiatiske lande, først og fremmest Sydkorea.

/ritzau/AFP

Kina menes at stå bag kampagne, der benyttede Gmail-konti til at spionere mod udvalgte personer i USA.

Offentliggjort Sidst opdateret