Kirgistans fordrevne præsident, Kurmanbek Bakijev, vil ikke træde tilbage, men han erklærer sig villig til at forhandle med landets nye regering.
- Jeg har ingen planer om at forlade landet, og jeg vil ikke gå af som præsident, siger Bakijev.
Præsidenten er flygtet til byen Jalalabad i det sydlige Kirgistan, efter at han onsdag blev væltet i et blodigt oprør i hovedstaden Bisjkek.
Bakijev understreger, at han "med glæde" sætter sig ved forhandlingsbordet med overgangsregeringen, som har taget magten i hovedstaden.
- Jeg sætter mig gerne ned med oppositionen ved forhandlingsbordet, siger Bakijev.
Præsidenten afviser samtidig, at andre lande var indblandet i oprøret.
- Jeg tror hverken, at Rusland eller USA spillede nogen rolle i disse hændelser, siger han.
I alt 76 personer blev dræbt i forbindelse med oprøret i Bisjkek, hvor soldater skød med automatvåben mod demonstranter. Flere end 1500 meldes såret.
I hovedstaden samledes flere hundrede mennesker fredag for at hædre ofrene.
- Bakijev må tiltales og dømmes for disse forbrydelser. Vi vil aldrig tilgive ham. Dette er vores revolution, sagde en af de sørgende, Fatima Imanalijeva, til nyhedsbureauet Reuters.
Bakijev insisterer imidlertid på, at han ikke gav soldaterne ordre om at skyde.
- Jeg gav ikke ordre til at skyde demonstranterne, siger han.
Onsdagens voldsomme protester kom som et lyn fra en klar himmel for de fleste iagttagere. Menneskerettighedsgrupper har dog gennem lang tid kritiseret Bakijevs styre og beskyldt ham for at være korrupt og krænke menneskerettighederne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned