Kirurger i London åbner hjertet på Pakistans regeringschef
Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, gennemgår en hjerteoperation før vigtig fremlæggelse i hjemlandet.
Pakistans premierminister er tirsdag på operationsbordet i London, hvor specialister udfører et åbent indgreb i hans hjerte.
Hans datter skriver på Twitter, at det er Nawaz Sharifs anden hjerteoperation på fem år.
- Bønner er den mest effektive og stærke medicin. Millioner vil bede for ham, skriver Maryam.
Operationen udføres få dage før, at Sharifs regering fredag skal fremlægge statens budget.
Regeringen - og i særdeleshed regeringschefen - er desuden under pres i forbindelse med beskyldninger om korruption, efter de såkaldte Panama-papirer er afsløret.
Premierministeren var "ved godt mod", da han blev kørt ind til operationen omkring klokken ni dansk tid, skriver datteren på Twitter.
Indgrebet gælder et "hul i hjertet", hvilket skulle være en komplikation som følge af en tidligere operation.
Sharifs kontor i Islamabad oplyser, at premierministeren overvåger situationen i hjemlandet, mens han er i Storbritannien - dog undtaget de kritiske timer under kniven.
Den seneste offentlige ytring fra premierministeren faldt søndag, da han fordømte et amerikansk droneangreb i Pakistan, hvor Akhtar Mansour, Talibans daværende leder, blev dræbt.
Nawaz Sharif nævnes sammen med blandt andre fodboldspilleren Lionel Messi og rigtig mange andre som formodede kunder i Mossack Fonseca, et stort advokatfirma i Panama.
Mossack Fonseca skal have hjulpet folk over hele kloden med skatteunddragelse.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde