Klimaaktivister farver vandet i Trevi-fontænen sort

Klimaaktivisterne blev kort tid efter, at aktionen var startet, fjernet fra turistattraktionen af italiensk politi. Foto: Allesandro Penso/Maps/Reuters

Aktivister fra Ultima Generazione henviser til, at oversvømmelser i Italien er et varsel mod "sort fremtid".

Offentliggjort Sidst opdateret

Klimaaktivister har søndag eftermiddag farvet vandet i Trevi-fontænen i Rom sort.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Aktivisterne, der kommer fra den klimaaktivistiske gruppe Ultima Generazione, mener ikke, at den italienske regering gør nok for at bekæmpe den globale opvarmning.

Klimaaktionen udspillede sig ved, at aktivisterne kravlede ned i springvandet. Her brugte de en vegetabilsk baseret kulstofvæske til at ændre farven på vandet.

Aktionen sker samtidigt med, at den italienske premierminister, Giorgia Meloni, besøger den norditalienske region Emilia-Romagna. Regionen er i øjeblikket ramt af store oversvømmelser.

Over 36.000 mennesker er blevet tvunget fra deres hjem efter flere dage med massiv nedbør og oversvømmelser. Det oplyser myndighederne i Emilia-Romagna, hvor byerne Bologna og Ravenna blandt andet ligger.

- Den forfærdelige tragedie, som vi i disse dage er vidner til i Emilia Romagna, er et forvarsel mod den sorte fremtid, der venter menneskeligheden, siger en af demonstranterne til AFP.

Klimaaktivister fra Ultima Generazione (Sidste Generation) farvede søndag eftermiddag vandet i Trevi-fontænen sort med en vegetabilsk baseret kulstofvæske. Foto: Allesandro Penso/Maps/Reuters

Aktivisterne er blevet fjernet fra springvandet af det italienske politi.

Ultima Generazione begyndte forud for det italienske parlamentsvalg sidste år at udføre protester. De ville opfordre landets politikere til at prioritere klimaforandringerne, lød det.

Protesterne i Italien er en del af en række aktioner i hele Europa.

Aktivister har tidligere limet sig fast til og kastet suppe og grøntsagsmos på kulturarvssteder og kunstværker.

Malerier fra Van Gogh og Picasso - placeret på museer i London og Rom - er blandt de værker, der har måttet lægge lærred til.

I slutningen af april blokerede klimaaktivister fra Last Generation trafikken flere steder i den tyske hovedstad, Berlin. Aktivisterne limede sig blandt andet fast til kørebanen.

/ritzau/AFP