Klimaaktivister sikrer sig pladser i oliegigants bestyrelse
ExxonMobil er et af verdens største børsnoterede olie- og gasselskaber med aktiviteter kloden over. Foto er fra en kemisk fabrik i Louisiana i USA. (Arkivfoto) Foto: Lee Celano/Reuters
Lee Celano/Reuters
Investorer i ExxonMobil stemmer for, at selskabet i fremtiden skal drejes i en mere klimavenlig retning.
Investorer, som ønsker at styre ExxonMobil i en mere grøn retning, har fået valgt mindst to repræsentanter ind i den amerikanske oliegigants i bestyrelse.
Det er sket på initiativ fra Engine No. 1., en af selskabets mindre aktionærer, der mener, at den nuværende bestyrelse gør for lidt for at tilpasse selskabet en fremtid med mindre fokus på fossile brændstoffer til fordel for vedvarende energi.
- Uanset udfaldet af denne afstemning så er forandringer (i mere klimavenlig retning, red.) undervejs, sagde Charlie Penner, direktør for Engine No. 1, inden afstemningen om de nye kandidater til bestyrelsen på selskabets generalforsamling onsdag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Engine No. 1 har nomineret yderligere to kandidater til den 12 mand store bestyrelse, men det vides endnu ikke, om de også bliver valgt ind.
Investeringsselskabet indstillede i januar fire kandidater til bestyrelsen og beskyldte ExxonMobil for ikke at bevæge sig hurtigt nok væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer.
ExxonMobil havde op til generalforsamlingen opfordret aktionærerne til at genvælge den siddende bestyrelse og sagde, at den arbejdede på at adressere problemet med klimaforandringer.
Selv om Engine No. 1 kun ejer aktier for 51 millioner dollar i ExxonMobil, der aktuelt har en samlet børsværdi på omkring 250 milliarder dollar, så lykkedes det med opbakning fra nogle af ExxonMobils store aktionærer af få skiftet ud i bestyrelsen.
Opbakningen kom blandt andet fra kapitalfonden BlackRock.
- Aktionærerne i ExxonMobil valgte at gøre noget reelt for at tackle klimakrisen fremfor som normalt i den fossile brændstofindustri bare at lade stå til, siger Thomas DiNapoli, der er chefrevisor for New York, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han oplyste i april, at delstatens pensionsselskab var enig i Engine No. 1.'s kritik af ExxonMobil, og beskyldte i den forbindelse olieselskabet for "i årevis at have fejet bekymringer" over klimakrisen til side.
Et flertal af aktionærerne støttede også et forslag om, at ExxonMobil skal fremlægge en rapport om dets lobbyarbejde om klimaforandringer.
Det Internationale Energiagentur (IEA) sagde tidligere i maj, at alle investeringer i nye fossile brændstofprojekter skal ophøre, hvis målsætningen fra et klimatopmøde i Paris i 2015 om at begrænse de globale temperaturstigninger skal opfyldes.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned