Klimaforandringerne får hvidhajer til at svømme mod varmere vand
En hvidhaj ses her svømme nær en surfer på strand i San Onofre i den sydlige del af den amerikansk delstat Californien. Også i den nordlige del af delstaten bliver hvidhajer hyppigere set. (Arkivfoto). Foto: Kevin Christopherson @ Enci Medi/Reuters
Den frygtindgydende haj blev før i tiden ikke set i den nordlige del af Californien, men det ændrer sig nu.
Klimaforandringer driver hvidhajen til nordligere farvande. Den frygtede haj plejer eksempelvis ikke at gøre entré ud for strandene i den amerikanske delstat Californien.
Svømmende strandgæster og surfere frygter den. Men faktisk er det havodderen, der bør frygte den mest, lyder det fra en lokal havbiolog ifølge AFP.
- Vi har set, at antallet af bid på havoddere er steget drastisk i den her region.
- Jeg har altid tænkt, at det her er en meget håndgribelig måde for folk at forstå klimaforandringerne, siger Salvador Jorgensen, der er havbiolog ved California State University Monterey Bay.
Bugten Monterey ligger syd for den amerikanske storby San Francisco i den nordlige del af Californien.
Det har store konsekvenser for bestanden af havoddere. Og det kan have store konsekvenser for hele økosystemet i havet.
Hvidhajen er et af de mest majestætiske og fascinerende dyr under havoverfladen. Og også det, mennesker har både studeret og frygtet mest.
Hajen kan i fuldvoksen tilstand blive næsten fem meter lang og lever på dybt vand, hvor den stiller sin sult med sæler, søløver og delfiner.
De kan blive op mod 70 år, og deres unger må tidligt lære at klare sig selv.
Men fordi hajen er varmblodet - ligesom mennesker - er især ungerne sårbare over for kolde temperaturer på dybt vand. Derfor søger de mod varmere vand og tættere på kysten.
Indtil for ti år siden betød det, at de unge hvidhajer kun kunne findes i det sydlige Californien. Det er ved at ændre sig, forklarer Salvador Jorgensen.
- Vi har dokumenteret en pludselig forekomst af meget mindre hajer, end der nogensinde er blevet set her før, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker