Klimaminister: Obamas klimaplan er godt nyt for Danmark
En amerikansk klimaplan kan være med til at skabe nye muligheder for danske virksomheder i landet, lyder det.
Det er godt nyt for Danmark, at den amerikanske præsident, Barack Obama, melder sig ind i kampen med en klimaplan, lyder det fra energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V).
- For Danmark er meldingen fra Barack Obama rigtig, rigtig glædelig.
- Det vil bidrage til, at danske virksomheder får nye muligheder i USA. Fra regeringens side vil vi gøre, hvad vi kan for at skabe muligheder for danske virksomheder med den åbning, der er fra amerikanerne med hensyn til vedvarende energi og grøn omstilling, siger han.
Hovedlinjerne i præsidentens "Plan for Ren Energi" blev præsenteret søndag, mens den fulde plan bliver offentliggjort senere mandag.
Blandt andet skal landets kraftværker, som står for 40 procent af CO2-udledningen i USA, begrænse deres forurening. Elværkernes udledning af drivhusgassen skal ifølge Det Hvide Hus være reduceret med 32 procent i 2030 i forhold til 2005.
Lars Christian Lilleholt mener, at planen er ambitiøs nok.
- Alene det, at amerikanerne begynder at sætte mål, det er rigtig positivt. Det viser, at man tager den her dagsorden seriøst, siger han.
Det er også positivt i forhold til det kommende klimatopmøde i Paris senere på året, mener ministeren, som kalder det "en god løftestang".
- Hidtil har vi savnet USA på den her dagsorden. Det er godt, at USA nu også viser, at man ikke bare snakker om det, men er parat til handle.
- Jeg er helt overbevist om, at det kommer til at spille en rolle i forhold til at få en aftale i Paris, siger han.
Det er fra 30. november til 11. december i år, at FN holder klimatopmøde, COP21, i Paris. Her skal verdens ledere forsøge at nå til enighed om en forpligtende aftale, der skal holde klimaændringerne i skak.
Danmark og de øvrige 27 EU-lande har forpligtet sig til et mål om at nedbringe deres CO2-udslip med mindst 40 procent i 2030 i forhold til 1990.
Det er samtidig det mål, som EU møder op med til topmødet i Paris.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker