Knap 180.000 huse ødelagt i Indonesien

179.000 huse er ødelagte og ubeboelige efter sidste uges kraftige jordskælv på øen Sumatra i Indonesien.

Det er et meget højt antal, når man tager i betragtning, at der i hvert hus i gennemsnit har boet fire til fem personer, siger Peder Damm, der er landechef i Indonesien for Dansk Røde Kors.

Han har de seneste dage opholdt sig i omegnen af storbyen Padang i det vestlige Sumatra, hvor ødelæggelserne er de mest omfattende.

- Jeg kørte i går nord for Padang, og i mange af landsbyerne, vi kom forbi, var 80 procent af husene ubeboelige, fortæller han.

Jordskælvet onsdag blev målt til 7,6 på richterskalaen, og myndighederne synes indstillet på at starte oprydningsarbejdet.

- På det her tidspunkt anser jeg det for usandsynligt, at man vil finde mange overlevende, siger Peder Damm. Skader ved jordskælv er ofte knuste knogler og åbne sår, og når den stærke varme i Indonesien lægges oveni, så er chancerne for at overleve under de sammenstyrtede huse ikke store, forklarer han.

Indonesiens sundhedsminister, Siti Fadillah Supari, skønner, at dødstallet vil stige til 3000.

Myndighederne har indrettet nødhjælpslejre, men ofrene for jordskælvet forsøger at undgå at havne i lejrene.

- Folk tager til andre landsbyer, eller de flytter ind hos naboer. De flytter ind, hvor de kan, fortæller Peder Damm.

Landsbybeboerne bliver i nærheden af deres jord og sammenstyrtede huse. Her har de deres ting, og ud af murbrokker og ruiner finder de materialer til at bygge et nyt liv, siger han.

/ritzau/

Landsbybeboere bliver ved deres sammenstyrtede huse for at bygge sig et nyt liv, siger Dansk Røde Kors' mand i Indonesien.

Offentliggjort Sidst opdateret