Knivstukket kandidat valgt til overborgmester i Köln
Dagen efter et drabsforsøg vinder Henriette Reker overborgmestervalg i Köln, mens hun ligger i kunstigt koma.
Köln-politikeren Henriette Reker, som blev stukket i halsen lørdag ved en valgbod, har vundet overborgmestervalget i Köln, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Reker, der stiller op som uafhængig kandidat, er fortsat indlagt på et hospital i Köln, hvor lægerne har lagt hende i kunstigt koma efter knivoverfaldet lørdag.
Søndag aften viser valgresultaterne, at den 58-årige politiker har opnået et absolut flertal på 52,7 procent i første valgrunde, hvor hun var oppe mod seks andre kandidater.
Hendes nærmeste modstander, Jochen Ott fra det socialdemokratiske SPD, har sikret sig 32 procent af stemmerne, viser det endelige resultat.
Henriette Reker er den første kvinde, der kan sætte sig på overborgmesterposten i Köln.
Det er imidlertid uklart, hvornår hun kan tiltræde.
En medarbejder siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at Reker snart vil blive vækket af den kunstige koma. Hospitalskilder siger, at Reker ventes at "komme sig fuldstændig", men at det godt kan tage noget tid.
En 44-årig mand er anholdt for knivoverfaldet og vil blive sigtet for drabsforsøg, oplyser tyske myndigheder.
Tysk politi mener, at der ligger fremmedfjendske motiver bag knivangrebet på Reker.
- Efter anholdelsen oplyste manden, at han tidligere har været aktiv inden for højreekstreme kredse, lyder det i en udtalelse fra tysk politi og anklagemyndighed.
Lørdag meddelte politiet, at vidneudsagn ligeledes pegede på, at årsagen til overfaldet skal findes i gerningsmandens utilfredshed med flygtninge- og indvandringspolitikken.
Den 58-årige Henriette Reker sidder i forvejen i byrådet i Köln, hvor hun som viceborgmester for sociale anliggender blandt andet har ansvar for indkvartering af flygtninge.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde