Koalitionsforhandlinger er i gang i Kijev
Vinderne af Ukraines valg har indledt forhandlinger om en regeringskoalition i et mere broget parlament.
Ukraines provestlige partier indledte mandag koalitionsforhandlinger, efter at de havde vundet valget på løfter om fred og et stadigt stærkere forhold til EU.
Med 67 procent af stemmerne optalt står premierminister Arsenij Jatsenjuks Folkefront og præsident Petro Porosjenkos blok til at have fået lige stor opbakning hos vælgerne.
Begge partier har fået omkring 22 procent af stemmerne. Det ventes, at de to partier vil arbejde sammen under ledelse af Jatsenjuk som premierminister.
Porosjenkos blok stod i slutningen af september til 40 procent i nogle meningsmålinger. Tilbagegangen for partiet opfattes af mange iagttagere som en skuffelse for Europa, og der kommer nu et mere broget parlament.
Rusland har budt valgets udfald velkomment og ser støtte til en fredelig løsning på den separatistiske konflikt, mens EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, kalder valget en "sejr for demokrati og europæiske reformer."
Valgresultatet er dog præget af, at landets østlige del i høj grad ikke har kunnet stemme på grund af krigshandlingerne ved byerne Lugansk og Donetsk. Ligeledes fik indbyggerne på halvøen Krim, som Rusland har annekteret, ikke mulighed for at stemme.
27 ud af parlamentets 450 sæder bliver derfor ikke fyldt ud. Organisationen Opora, der overvåger den demokratiske udvikling i Ukraine, anslår, at 4,6 millioner ud af 36,5 millioner stemmeberettigede ukrainere ikke har haft mulighed for at stemme.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, vælger dog at anerkende resultatet.
- Sådan som jeg ser det, fandt valget sted, selv om det ikke var i hele Ukraine. Vi skal anerkende resultatet, fordi det er vigtigt, at Ukraine får nogle myndigheder, der ikke er optaget af intern splid eller af at trække landet til øst eller vest, men tager sig af landets problemer, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned