Kofod fordømmer politikers mystiske forsvinden i Hviderusland
Prominent politiker blev ifølge tilhængere kidnappet og forsøgt deporteret, men rev angiveligt sit pas itu.
Det er ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fuldstændig uacceptabelt, at den hviderussiske oppositionspolitiker og protestleder Maria Kolesnikova ifølge tilhængere mandag blev kidnappet på åben gade.
Hun skulle ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax have revet sit pas itu i et forsøg på at undgå deportation ud af Hviderusland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at oppositionspolitikere forsvinder, må drage i eksil og trues, som vi hører om. Det må ikke kunne ske i Europa i år 2020.
- Men det gør det, og det kalder på en klar, kontant og skarp europæisk reaktion. Det presser Danmark på for, siger Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar.
Det er uvist, hvor Maria Kolesnikova er henne nu, men der er meldinger om, at hun fortsat er i Hviderusland.
Siden valget i Hviderusland 9. august har der været massedemonstrationer mod præsident Aleksandr Lukasjenko, hvis regime beskyldes for massiv valgsvindel.
Den 38-årige Kolesnikova var den sidste tilbage i Hviderusland ud af tre kvinder, der alle stillede op mod Lukasjenko, der har siddet på magten i 26 år.
Flere fremtrædende oppositionsledere er blevet anholdt eller tvunget til at flygte fra landet.
EU forbereder sanktioner mod mindst 31 personer i Hviderusland - deriblandt landets indenrigsminister, siger diplomater til nyhedsbureauet Reuters.
Kofod har presset på for sanktioner.
- Jeg fordømmer på det kraftigste de voldelige overgreb mod og tilbageholdelser af fredelige demonstranter, oppositionspolitikere og pressen, som vi ser i Hviderusland. Det må og skal sanktioneres, siger Jeppe Kofod.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet