Kofod fraråder Rusland at angribe Ukraine: Nato vil svare igen
Jeppe Kofod kalder Nato-mødet tirsdag "sindssygt vigtigt" og fortæller, at han er "dybt bekymret" over Ruslands militære opbygning ved Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Nato vil slå hårdt ned, hvis landet igen angriber Ukraine, siger Danmarks udenrigsminister.
Det vil få "alvorlige konsekvenser" for Rusland, hvis landet igen angriber Ukraine.
For det vil ikke blive accepteret.
Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tirsdag. Det sker i forbindelse med et møde blandt udenrigsministre i forsvarsalliancen Nato.
- Vi ser en alvorlig militær opbygning nær grænsen til Ukraine, som er en trussel mod Ukraine. Det er vigtigt, at den form for intimidering, som Rusland forsøger at bruge over for Ukraine og resten af verden, ikke lykkes.
- Derfor skal der ikke herske tvivl om, at Danmark og Nato fuldt ud støtter Ukraines uafhængighed og territoriale integritet.
- Enhver form for ny indtrængen i Ukraine vil få alvorlige konsekvenser for Ruslands forhold til Vesten og resten af verden, siger Jeppe Kofod.
Han kalder Nato-mødet "sindssygt vigtigt" og fortæller, at han er "dybt bekymret" over Ruslands militære opbygning.
Rusland har været på kant med Nato, siden landet i 2014 annekterede Krim-halvøen, som ellers siden 1954 har hørt under Ukraine.
Og nu er der altså igen øgede spændinger ved grænsen mellem Ukraine og Rusland, som Nato ser med stor alvor på.
Ifølge Kofod er Nato klar til at reagere, hvis "situationen kræver det".
- Vi går ikke på kompromis med alliancens sikkerhed. Og Rusland må omgående stoppe og deeskalere situationen, siger udenrigsministeren.
Han ønsker ikke over for pressen at gå i dybden med, hvad Nato planlægger.
Jeppe Kofods udmeldinger om Rusland er i samme stil som fra større spillere i Nato.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger tirsdag, at Rusland vil betale "en høj pris", hvis landet bruger magt mod Ukraine.
Også USA advarer om konsekvenser, hvis ikke Rusland makker ret. Nye aggressioner vil medføre "alvorlige konsekvenser", lyder det fra USA's udenrigsminister, Antony Blinken.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde