Koldt vintervejr har kostet mindst 59 mennesker livet i USA
Bilister oplevede i denne uge spejlglatte veje i sydstaten Mississippi, som i lighed med andre traditionelt varme egne har oplevet snestorm og minusgrader i den forgangne uge. Foto: Rogelio V. Solis/Ritzau Scanpix
I Atlanta ventes der søndag morgen op mod 20 minusgrader. I Tennessee er 17 mennesker døde i det kolde vejr.
Mindst 59 mennesker i USA er døde på grund af kulde i den seneste uges tid.
Det skriver NBC News og andre amerikanske medier lørdag.
I sydlige delstater som Louisiana, Mississippi og Alabama, der sædvanligvis oplever lunere vejr, er temperaturerne mange steder under frysepunktet.
Længere nordpå i USA har kraftige vinde resulteret i temperaturer helt ned til minus 40 grader celsius.
Det skyldes en koldfront, der bevæger sig hen over store dele af USA.
Temperaturerne lørdag og søndag morgen vil ligge mellem 11 og 20 minusgrader på celsius-skalaen. Det advarer meteorologisk institut i delstaten Georgia på det sociale medie X.
En af de værst ramte delstater - målt på antallet af omkomne - er Tennessee. Her er 17 mennesker indtil videre døde på grund af det kolde vintervejr.
Blandt dem var en mand, som forsøgte at skovle sne væk fra taget af sit hus.
I Oregon er tre mennesker dræbt af en højspændingsledning, der faldt ned. En baby overlevede med nød og næppe ulykken. Samlet set har delstaten registreret ni dødsfald, som er relateret til det kolde vejr, skriver NBC News.
To mennesker er døde af underafkøling i Louisiana.
I Missouri måtte snesevis af fodboldfans få lægebehandling på grund af forfrysninger under en fodboldkamp lørdag.
Meteorologerne har advaret om, at det kolde vejr fortsætter et par dage endnu, men at temperaturerne derefter vil bevæge sig op over gennemsnittet for årstiden.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet