Komitéleder: Nobelprisvinder bør få lægebehandling i udlandet
En aktivist i Hongkong med en plakat med systemkritikeren Liu Xiaobo. De kinesiske myndigheder har løsladt ham fra fængslet, men han er nu på et hospital, og der hersker tvivl om, hvorvidt han må forlade det. Foto: /ritzau/AP/Ng Han Guan
/ritzau/AP/Ng Han Guan
Nobelprismodtageren Liu Xiaobo er alvorligt syg, men er måske i stand til at forlade Kina.
I Oslo kritiserer Nobelkomiteens leder, Berit Reiss-Andersen, Norges regering, fordi den ikke stiller sig bag EU's krav til Kina om, at den tidligere fredsprisvinder Liu Xiaobo får ret til at søge behandling i udlandet.
Menneskerettighedsforkæmperen og systemkritikeren Liu Xiaobo, som i 2010 blev tildelt Nobels fredspris, har været fængslet siden 2009.
I forrige uge blev det kendt, at han er syg med uhelbredelig leverkræft. Både EU og USA har opfordret Kina til at tillade, at han kan blive behandlet, hvor end han måtte ønske det.
De kinesiske myndigheder har løsladt ham fra fængslet, men han er nu på et hospital, og der hersker tvivl om, hvorvidt han må forlade det.
I udlandet er der skepsis over for Kinas erklæringer om, at den sygdomssvækkede dissident er for syg til at forlade Kina. Blandt andet fordi en video viser Liu i en tilstand, der kaldes "acceptabel" af personer, som kender ham.
- Jeg finder det meget pinligt, at mens USA, EU og flere end 150 tidligere nobelprisvindere kræver Liu løsladt, så forholder Norge sig tavst, siger Reiss-Andersen til NRK.
Norge støtter ikke kravet fra EU og USA. I en erklæring fra det norske udenrigsministerium hedder det:
- Dette er en krævende sag, som vi følger meget nøje. Vore tanker går til ham og familie. Det er vigtigt, at han får medicinsk behandling.
Nobelkomitéens tildeling af fredsprisen til den fængslede systemkritiker udløste stærke reaktioner i Kina, som kaldte prisen "uanstændig".
Norge blev beskyldt for at opfordre til kriminalitet ved at give prisen til en dømt "kriminel".
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet