Kommissær-smitte gør flere møder i EU-Kommissionen digitale
Den bulgarske EU-kommissær, Mariya Gabriel, blev testet mandag i sidste uge. Den første test var negativ, men lørdag viste en ny test, at hun er smittet. (Arkivfoto). Foto: Yves Herman/Reuters
Yves Herman/Reuters
Der indføres ikke fælles restriktioner på EU-kommissærernes udlandsrejser, siger talsmand.
EU-Kommissionen har skærpet sine coronaregler yderligere for at undgå flere smittetilfælde.
Det sker, efter at EU-kommissær Mariya Gabriel lørdag meldte, at hun er testet positiv for coronavirus.
Mariya Gabriel, der har ansvar for forskning og innovation, er den første EU-kommissær, som er bekræftet smittet med coronavirus.
- Vi har haft ret strikse regler siden begyndelsen af krisen i marts, og de seneste tiltag styrker disse yderligere på visse punkter, siger en talsmand mandag.
I forvejen blev hovedparten af alle møder mellem medarbejdere i EU-Kommissionen afholdt digitalt. Men fremover skal endnu flere møder holdes via en videoforbindelse.
Siden 1. september har de relativt få medarbejdere, der fortsat kommer på kontorerne, fået masker og desinfektionsmiddel udleveret, og der sikres social distance.
Det har været obligatorisk at bære maske overalt i bygningerne. Desuden har man indført regler for yderligere rengøring, og der måles temperatur på personer i bygninger, hvor der er flest medarbejdere.
Det er særligt staben omkring kommissærerne, der nu bliver underlagt endnu strammere regler.
For eksempel skal møder, hvor kommissærernes kabinetter, juridiske medarbejdere og sekretærer deltager, holdes digitalt.
Enkelte møder forbliver med fysisk tilstedeværelse. Det gælder møder mellem medlemmer af et kabinet, der er ved at forberede en sag, der skal op på EU-kommissærernes ugentlige onsdagsmøde.
Desuden holder kabinetscheferne fortsat fysiske møder om mandagen. Også kommissærernes onsdagsmøde vil finde sted i EU-Kommissionen.
Mange kommissærer rejser fortsat rundt i EU, og det kan de gøre, hvis de ønsker.
- Det er op til kommissærerne selv at afgøre, hvad de betragter som en nødvendig rejse. Vi indfører ikke fælles regler for dette af den simple årsag, at kommissærens funktion er meget politisk. Det er op til den enkelte at vurdere, om det er nødvendigt at rejse ud af landet, siger Eric Maner, som er cheftalsmand for EU-Kommissionen.
Bulgarske Mariya Gabriel blev testet mandag i sidste uge. Den første test var negativ, men lørdag viste en ny test, at hun er smittet.
Hun har siden den første test været i isolation. Og hun er ikke den første af EU-formand Ursula von der Leyens kommissærer, der er i isolation.
Flere andre kommissærer har været i isolation for en sikkerheds skyld. Og det samme har Ursula von der Leyen selv.
Den ungarske EU-kommissær, Oliver Varhelyi, oplyste søndag, at han er gået i karantæne og afventer svar på en coronatest. Det skyldes, at en person i hans stab er bekræftet smittet med virusset.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned