Kommission melder om problemer med Putin-udfordrers underskrifter

Boris Nadezjdin sagde onsdag, at han havde indsamlet nok underskrifter til at stille op ved det russiske præsidentvalg i marts. Foto: Vera Savina/Ritzau Scanpix

Krigsmodstander Boris Nadezjdin vil udfordre Putin. Myndighed siger, der er fundet problemer i underskrifter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der kan blive sat en kæp i hjulet på krigsmodstanderen Boris Nadezjdins ønske om at udfordre den russiske præsident, Vladimir Putin, ved det kommende valg.

Ruslands valgkommission siger, at der er fundet uregelmæssigheder i den liste over nødvendige underskrifter, som Boris Nadezjdin har indsendt i sit forsøg på at stille op mod Putin.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Boris Nadezjdin sagde ved deadline onsdag, at han havde indsamlet nok underskrifter til at stille op ved det russiske præsidentvalg i marts.

I den forbindelse var der afleveret 105.000 underskrifter til valgkommissionen til støtte for hans kandidatur.

Det kræver 100.000 underskrifter at kunne stille op og udfordre præsident Vladimir Putin. Det er op til valgkommissionen at godkende eller afvise underskrifterne.

Uregelmæssighederne består ifølge valgkommissionen i, at nogle af listerne med underskrifter, der er indgivet af Boris Nadezjdin og en anden kandidat, Sergei Malinkovich, indeholder navne på døde personer.

Valgkommissionen er mødtes fredag, og efter weekenden vil den fremlægge resultatet af sin gennemgang af listerne, skriver Reuters.

Putin-regimet har tidligere slået hårdt ned på kritikere af den russiske invasion af Ukraine.

Der er idømt hårde fængselsstraffe til personer, som i tale eller på sociale medier har udtrykt deres kritik.

Ifølge Reuters er der ingen forventning om, at Boris Nadezjdin kan vinde præsidentvalget mod Putin, hvis han bliver godkendt til at stille op.

Alligevel er Boris Nadezjdin blevet den foretrukne kandidat for nogle af de russere, som er modstandere af krigen i Ukraine.

Vladimir Putin har været Ruslands leder i mere end 20 år, og ifølge iagttagere er det givet på forhånd, at han fortsætter som præsident.

Præsidentvalget i Rusland finder sted 15. til 17. marts.

/ritzau/