Konflikt stopper al gas og olie fra Norge

Al gas- og olieproduktion stopper i Norge i næste uge, efter at arbejdsgiverne har varslet en lockout. Det har straks fået prisen på en tønde nordsøolie til at stige med to dollar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejdsgiverne stopper produktionen for at bremse en strejke på boreplatformene i Nordsøen.

- Vi har ikke noget andet virkemiddel for at afslutte strejken. Derfor varsler vi lockout i et forsøg på at fremprovokere en forhandlingsløsning, siger informationschef i den norske olieindustris landsforening Eli Ane Nedreskår.

Analytikere gætter på, at arbejdsgiverne går efter et regeringsindgreb, der kan afslutte konflikten.

Strejken blandt de ansatte på olie- og gasfelterne har varet i 12 dage og har påført selskaberne et tab på skønsmæssigt 2,3 milliarder norske kroner.

Lockouten fra tirsdag i næste uge betyder i praksis, at al gas- og olieproduktion stopper, og at industrien kan ser frem til endnu større tab.

Under den igangværende strejke er det kun 15 procent af olieproduktionen og syv procent af gasproduktionen, der er berørt.

En lockout betyder, at de ansatte får forbud mod at møde på arbejde, og de får ikke løn i den periode. Over 6500 ansatte vil blive ramt.

Ud over løn er det regulering af pension, som deler parterne.

Nyheden om lockouten fik torsdag middag prisen på nordsøolie til at stige med to dollar for en tønde til 101,69 dollar.

- En lockout vil få stor negativ betydning, siger olieanalytikeren Thina Saltved i Nordea.

- Vi er et af de få lande, der har et renommé som en stabil og forudsigelig leverandør. Enhver form for produktionsforstyrrelse vil svække denne position, mener hun.

Norge ligger nummer otte på listen over verden største olieeksportører.

/ritzau/NTB