Kong Charles sælger parkering for ambulancer til presset sundhedsvæsen

Der var grin og latter, da kong Charles (til venstre) den 14. november sidste år var vært ved en reception på Buckingham Palace for sygeplejersker og jordemødre. De markerede, at det britiske sundhedsvæsen, NHS, fyldte 75 år. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix

Kong Charles og kronprins William tjener millioner af skattefrie pund på at udleje faciliteter til det britiske sundhedsvæsen, skoler, militæret og velgørenhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

I valgkampen op til valget i Storbritannien den 4. juli i år var et af de dominerende emner sundhedsvæsnet.

Briterne har talt om NHS, National Health Service, med stolthed. Men i de senere år er sundhedsvæsnet blevet mere og mere presset.

Ambulancer har holdt i kø ved hospitaler. Der er ventelister. Udgifterne vokser og vokser.

Derfor har det vakt opsigt, at Sunday Times og tv-stationen Channel 4 via en aktindsigt i Duchy of Lancaster og Duchy of Cornwall fortæller, at kong Charles udlejer parkeringsområder til el-ambulancer i London.

Aftalen løber over 15 år. I den periode benytter flåden af el-ambulancer en lagerbygning ejet af Duchy of Lancaster i den britiske hovedstad.

Prisen for 15 års parkering er 11,4 millioner pund, 101,5 millioner kroner.

Duchy of Lancaster er en besiddelse, der ejes af den britiske monark. Det er i øjeblikket kong Charles. Han bruger besiddelsen og dens værdier som sit investeringsfirma.

Hans søn prins William, der er kronprins, ejer Duchy of Cornwall under samme forhold.

Når William bliver konge, arver han Lancaster, mens Cornwall overdrages til den nye kronprins.

De to firmaer er undtaget selskabsskat og bruges til at finansiere kongelig livsstil og de to kongeliges filantropiske virke, skriver The London Economic.

Ifølge aktindsigten har de to firmaer tilsammen flere end 5400 udlejningsaftaler med for eksempel statsskoler og militæret.

Duchy of Cornwall har indgået en aftale med justitsministeriet om 25 års udlejning af fængslet Dartmoor. Det indbringer i perioden 37 millioner skattefrie pund. Det er 330 millioner kroner.

Kronprinsen tjener også penge på udlejning af ejendommen Camelford House ved Themsen i London.

Her udlejes kontorer til blandt andet velgørenhedsorganisationer. Siden 2005 har det indbragt mindst 22 millioner pund, 196 millioner kroner.

Marie Curie og Macmillan Cancer Support, to støtteorganisationer inden for kræftområdet, er for nylig flyttet ud for at finde mindre faciliteter. Kong Charles er protektor for dem begge.

En talsmand for Dutchy of Lancaster siger ifølge BBC:

- Det foregår efter relevant britisk lovgivning. Standardregler er gældende for forretningsaktiviteterne.

De to selskaber siger, at de fungerer på kommercielle vilkår. I rapporten fra Sunday Times og Channel 4 siger de også, at de ikke modtager penge fra skatteydere.

Men de udlejer så til offentlige institutioner, der er finansieret af skatteyderne.

BBC har talt med dame Margaret Hodge om sagen. Hun er fra regeringspartiet Arbejderpartiet og har en 30 år lang karriere i Underhuset bag sig.

Hun har været formand for den britiske rigsrevision.

Den 17. juli i år holdt kong Charles det, der kaldes Kongens Tale ved åbningen af parlamentet i London. Han læste op, hvad den britiske regering har planer om i den kommende samling. Det var blandt andet mere fokus på det pressede sundhedsvæsen. Han sagde: - Min regering vil forbedre Det Nationale Sundhedsvæsen (NHS), så det er et tilbud til alle. Et tilbud, der yder hjælp på baggrund af behov uanset betalingsevne. Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix

- Vi elsker alle monarkiet. Vi vil alle have, at det fungerer. Men vi ønsker, at de med deres eksempel viser vejen, siger hun.

- De betaler ikke skat af kapitalgevinster eller selskabsskat. Alligevel hævder de, at de opererer kommercielt, siger hun og fortsætter:

- De kan ikke få begge dele. Hvis de vil være private og kommercielle, så må de betale skat som alle andre. Ellers får de en konkurrencemæssig fordel.

/ritzau/

De to kongelige investeringsselskaber

* Storbritanniens monark og kronprinsen har hver deres investeringsselskab, der går i arv og følger med titlen.

* Monarken, i øjeblikket kong Charles, har landstedet Duchy of Lancaster. Kronprinsen, i øjeblikket William, har landstedet Duchy of Cornwall.

* Duchy of Lancaster blev grundlagt i det 13. århundrede. Værdierne er ejendom, land og investeringer til privat brug for hertugen af Lancaster, der er monarken.

* Duchy of Cornwall blev grundlagt i 1337 og finansierer privatforbruget og velgørenhed for prinsen af Wales, der er kronprinsen.

* De to landsteder og finansselskaber er adskilt fra Crown Estate. Det er et kæmpe ejendomsselskab, der har værdier som land, besiddelser og andre investeringer. Crown Estate ejes af den britiske monark, men administreres af en delvist offentlig instans. Indtægter til Crown Estate går til finansministeriet. Indtægterne har betydning for statens apanage til de kongelige.

Kilder: BBC, Duchy of Lancaster, Duchy of Cornwall.

/ritzau/

Kronprins William på arbejde. Billedet er fra den 15. oktober, hvor han er med ved et stævne i London for en særlig form for amerikansk fodbold, hvor der ikke er fysisk kontakt mellem spillerne. Foto: Kin Cheung/Ritzau Scanpix
Tilbage i 2018 besøgte den daværende kronprins Charles Dartmoor-fængslet. Dengang var investeringsfirmaet Duchy Cornwall hans. Ifølge aktindsigten har netop Duchy Cornwall udlejet fængslet til justitsministeriet. Det er ikke klart, hvornår lejeaftalen blev indgået. Han blev konge, da dronning Elizabeth døde i 2022. (Arkivfoto). Foto: Marc Giddings/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu