Kongen af New Zealands indfødte befolkning er død som 69-årig
Kiingi Tuheitia er død i en alder af 69 år. Han var konge for maorifolket i New Zealand. (Arkivfoto). Foto: Hagen Hopkins/Reuters
New Zealands indfødte maorifolk skal vælge en ny konge, efter at Kiingi Tuheitia er død i en alder af 69 år.
New Zealands indfødte maorifolk skal vælge en ny konge, efter at kongen for de samlede maoristammer, Tuheitia Pootatau Te Wherowhero 3, fredag er sovet stille ind som 69-årig.
En talsperson for den afdøde konge bringer nyheden i en pressemeddelelse.
- Kingii (kong, red.) Tuheitias død udgør et trist øjeblik for følgere af Kiingitanga (kongebevægelsen i New Zealand, red.), maorifolket og hele landet, skriver talsperson Rahui Papa.
Papa tilføjer, at kongen havde været indlagt på hospitalet, efter at han blev opereret i hjertet.
Kiingi betyder konge på maorifolkets sprog. Kiingi Tuheitia blev kronet som konge for 18 år siden, da han tog over for sin mor, Dame Te Atairangikaahu, som sad på tronen i fire årtier før ham.
Rollen som maorifolkets monark går ikke i arv, ligesom den gør det i Danmark.
Den nye monark skal vælges af cheferne for de maoristammer, som samledes under en fælles fane, Kiingitanga eller Kongebevægelsen på dansk, for at beskytte det oprindelige folks land mod det britiske kolonialstyre.
Maoriernes kiingi ses som overhovedet for adskillige stammer i New Zealand, men har ikke nødvendigvis forbindelse til dem alle. Han har ikke nogen formel magt i New Zealand, og rollen er i høj grad ceremoniel.
New Zealands premierminister, Christopher Luxon, siger i en pressemeddelelse, at landet sørger over tabet af kiingi Tuheitia.
- Hans urokkelige engagement i folket og hans utrættelige indsats for at videreføre Kiingitangas traditioner har sat et uudsletteligt spor i vores lands historie, skriver Luxon.
Jacinda Ardern, tidligere premierminister, noterer sig også tabet af kiingi Tuheitia og siger, at han har været en fortaler for maorirettigheder, for retfærdighed og fremgang.
Begravelsesritualerne forventes at vare i fem dage.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde