Kongreskvinde i live - seks døde

Gabrielle Giffords, kongreskvinde for delstaten Arizona, og 17 andre personer blev ramt af skud, da en mand lørdag åbnede ild på et vælgermøde i Tuscon, Arizona. Seks er døde, oplyser politiet.

USA's præsident, Barack Obama, tager afstand fra det "meningsløse" angreb, og siger, at Giffords er i live.

- Vi ved, at nogle er døde, og at kongreskvinde Giffords er alvorligt såret, hedder det i en erklæring fra Obama.

Den landsdækkende radiostation NPR oplyste kort efter skudepisoden, at den 40-årige Giffords, var død af de skudsår, hun havde pådraget sig. NPR henviste til oplysninger fra det lokale sherifkontor.

Efterfølgende oplyste det hospital, Giffords var blevet indbragt på, at kongreskvinden var i live.

- Hun er i øjeblikket på operationsbordet. Hun er blevet ramt af skud i hovedet, sagde Darci Slaten, talskvinde for hospitalet, University Medical Center, til CNN.

Sherifkontoret i Pima County, Arizona, siger, at seks af de i alt 18, der blev ramt af skud, er døde.

Manden, der åbnede ild, er blevet pågrebet, oplyser flere amerikanske medier. Der er tale om en 21-årig mand. Hans motiv til skyderiet er ukendt.

Gabrielle Giffords, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus for Arizona, blev skudt, da hun talte ved et vælgermøde uden for et butikscenter i Tuscon.

Giffords er gift med den amerikanske astronaut Mark Kelly.

/ritzau/Reuters

Kongreskvinde Gabrielle Giffords og 11 andre ramt af skud under politisk møde i Arizona.

Offentliggjort Sidst opdateret