Kongresudvalg beordrer Trump til at vidne om stormløb
Tilhængere af daværende præsident Donald Trump stormede Kongressen 6. januar 2021. Nu er Trump selv indkaldt til at afgive forklaring i Kongressen i næste måned. Foto: Leah Millis/Reuters
Senest om to uger skal Trump aflevere dokumenter til kongresudvalg. Derpå skal han møde op og forklare sig.
Et kongresudvalg har stævnet USA's tidligere præsident Donald Trump med krav om, at han møder op i Kongressen og afgiver forklaring om 6. januar 2021, hvor hans tilhængere løb stormløb mod Kongressen.
Det er det såkaldte 6. januar-udvalg, som undersøger begivenhederne den dag, der vil have Trump afhørt.
- Som det er fremgået af vores høringer, har vi indsamlet overvældende bevis - herunder fra snesevis af dine tidligere embedsmænd og ansatte - for, at du personligt arrangerede og overvågede en indsats fra flere parter for at omgøre præsidentvalget i 2020 og obstruere den fredelige magtoverdragelse, lyder det ifølge AFP i stævningen.
Udvalget giver ham en frist til 4. november til at aflevere en række dokumenter.
Derpå skal han selv komme til Kongressen og svare på spørgsmål under ed. Det skal ske omkring 14. november, fremgår det ifølge nyhedsbureauet Reuters af stævningen.
Det er knap en uge efter det midtvejsvalg, der kommer til at afgøre magtfordelingen i Kongressen i de næste to år. Det finder sted 8. november.
6. januar-udvalget traf i sidste uge en enstemmig beslutning om at beordre Trump til at afgive forklaring.
Nu er stævningen sendt til den tidligere præsident. Det betyder, at han er juridisk forpligtet til at afgive vidneudsagn om sagen.
Avisen The New York Times skriver, at der er lagt op til et "potentielt historisk retsopgør".
Udvalget ønsker at udspørge Trump om hans rolle, da flere tusinder af hans tilhængere angreb og trængte ind i kongresbygningen i Washington D.C.
Her skulle Kongressens medlemmer og vicepræsident Mike Pence formelt bekræfte, at præsidentvalget i november 2020 blev vundet af demokraten Joe Biden.
Trump hævder stadig, at Biden har snydt sig til sejren. Men den republikanske rigmand har ikke fremlagt bevis for sin påstand.
Hans advokater har indbragt sager vedrørende stemmeoptælling og valgprocesser for mere end 60 domstole rundt om i USA. Alle sagerne er blevet afvist ved domstolene, primært på grund af mangel på beviser.
Fredag aften dansk tid var der ikke umiddelbart nogen reaktion fra Trump.
Da det i sidste uge kom frem, at kongresudvalget ville stævne ham, sagde Trump, at "udvalget er totalt smadret", og at det "kun søger at splitte vores land yderligere".
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker