Kor i Notre Dame gav julekoncert iført sikkerhedshjelme
Julen blev i år igen sunget ind i Notre Dame i Paris, men af sikkerhedshensyn var korsangerne iført arbejdstøj og sikkerhedshjelme. (Arkivfoto) Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Martin Bureau/Ritzau Scanpix
For første gang siden brand hærgede Notre Dame i 2019 var katedralens kor tilbage, men i en uvant mundering.
Sangerne i den franske katedral Notre Dames kor var iført arbejdstøj og beskyttelseshjelme, da de sang julen ind ved en koncert i den berømte og voldsomt beskadigede kirke i Paris.
I april 2019 udbrød der brand i den over 850 år gamle bygning. Brandfolk fik kontrol over flammerne, men der var sket store skader på bygningen.
For de 20 sangere i voksenkoret samt to solosangere var det deres første optræden i kirken siden branden. Koncerten blev optaget tidligere i december og transmitteret på tv-kanalen France 2 torsdag aften.
- Det var meget bevægende, siger cellisten Gautier Capucon, om optagelsen af koncerten, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Sammen med en organist stod han for det musikalske akkompagnement til koret.
- Det var første gang, at vi alle var tilbage i Notre Dame siden branden, så det var et øjeblik fuld af følelser.
Ud over klassiske stykker musik komponeret af Mozart og Schubert havde koret også et lidt mindre højstemt repertoire på programmet med blandt andet "Jingle Bells".
Notre Dame er stadig lukket for offentligheden, og koncerten blev derfor afviklet uden tilstedeværelse af et publikum.
Der har været enkelte mindre arrangementer i katedralen. I april fik en håndfuld personer lov til at deltage i en religiøs ceremoni i anledning af påsken.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har lovet, at Notre Dame vil være genopbygget senest i 2024. Branden ødelagde taget og spiret på katedralen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker