Præsten Terry Jones fra Florida og hans hjælpepræst Wayne Sapp har været en kortvarig tur i en fængselscelle i Dearborn i Michigan.
De to præster, som for nylig erobrede de internationale overskrifter, da de ved en "retssag" brændte en koran, havde planlagt en protestaktion ved Amerikas Islamiske Center i Dearborn.
Men her sagde myndighederne stop af frygt for, at det kunne føre til vold. Fredag blev de to stillet for en lokal dommer, og her sagde Jones, at aktionen skulle finde sted, fordi "koranen fremmer terroraktiviteter over hele verden".
Jones tilføjede, at han i henhold til USA's forfatning har ret til at demonstrere.
Men Dearborns politichef sagde i retten, at der er fremsat trusler imod Jones fra lokale beboere, og at præstens demonstration derfor kunne føre til voldshandlinger.
Anklageren sagde, at det ikke drejede sig om forfatningen, men om sikkerhed og ro og orden i lokalsamfundet.
Juryen bakkede anklagemyndigheden op, og dommeren gav Jones og Sapp valget mellem en tur i fængslet eller en symbolsk bøde på hver en dollar.
Præsterne nægtede i første omgang at betale bøden og valgte fængslet, men lokale medier fortæller, at præsterne efter en time i skyggen skiftede mening og betale bøden.
Ifølge dommerens afgørelse har de to nu forbud mod at vise sig ved det islamiske center, der også er en moské, i de næste tre år.
Imidlertid skriver lokalavisen Detroit Free Press, at Jones siger, at han i næste uge vender tilbage for at forsøge at organisere en ny protest.
Afbrændingen af koranen udløste voldelige demonstrationer i Afghanistan. Flere end 20 mennesker blev dræbt, da afghanere protesterede imod afbrændingen, og blandt de dræbte var syv ansatte ved FN.
Efter drabet på FN-folkene sagde Jones, at han og hans tilhængere kræver, at FN griber ind.
- Islam er ikke en fredelig religion. Tiden er kommet, hvor islam holdes ansvarlig, sagde han.
/ritzau/AFP
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker