Korruptionsjæger griner af norske regler

Den norsk-franske politiker og tidligere korruptionsjæger, Eva Joly, finder det latterligt, at det norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, ikke må modtage nogle små tæpper fra Afghanistans præsident, Hamid Karzai.

- I Norge er opinionen og journalister altid utroligt optaget af emner, som egentlig er detaljer. De store korruptionsproblemer ligger i våbenkontrakter og udbygningsprojekter. Det er der, vi skal lede, siger Eva Joly.

- Set med mine øjne er det latterligt, at Støre ikke har lov til at modtage fire-fem små tæpper af Afghanistans præsident. Det er jo også en fejl, fordi det også er nødvendigt at tænke på gavens antropologiske værdi, siger hun. Joly stiller spørgsmål ved, hvad det betyder for Karzai ikke at kunne overrække en gave til den norske udenrigsminister.

De seneste dage har den norske avis VG afsløret, at flere norske ministre, heriblandt udenrigsminister Jonas Gahr Støre og kommunal- og regionalminister Liv Signe Navarsete, har modtaget gaver i embeds medfør.

De tæpper, Støre har fået, har ifølge en ny vurdering en samlet værdi på mellem 14.500 og 17.000 kroner.

Liv Signe Navarsete har angivelig modtaget et armbånd fra virksomheden Aker, der ejes af den norske forretningsmand Kjell Inge Røkke.

Nu beder Navarsete de norske skattemyndigheder om at bekræfte, at hun har betalt skat af armbåndet. Samtidig beklager hun, at hun ikke har anmeldt gaven til Stortingets frivillige gaveregister.

Det norske samfund opfører sig ifølge Joly som en andedam - og det er helt ufarligt, at ministrene har fået gaver af en relativt beskeden værdi, mener hun.

- I Elf-sagen henlagde jeg alt, som ikke var over én million. Alt er relativt. Og hvad betyder det, at armbåndet koster godt 20.000 kroner? Hvad er det på brugtmarkedet? Hvis hun sælger det, er det måske et par tusind kroner værd, siger Joly.

I slutningen af oktober skal Eva Joly deltage i en konference på universitetet i Tromsø om netop gavetemaet.

/ritzau/NTB

Gaver modtaget af norske ministre har bragt vort naboland mod nord på den anden ende. Det finder tidligere korruptionsjæger Eva Joly komplet latterligt.

Offentliggjort Sidst opdateret