Korruptionssag betegnes som angreb på EU-Parlamentet
Der vil ikke være straffrihed for EU-politikere, der har været med i mulig korruptionssag, siger Metsola.
EU-Parlamentet og europæisk demokrati er under angreb som følge af den korruptionssag, der i de seneste dage har omsluttet EU-Parlamentet.
Det siger EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, i en tale mandag aften.
- Jeg må være forsigtig med mine ord for ikke at underminere efterforskningen og hensynet til, at man er uskyldig, indtil andet er bevist.
- Men der skal ikke være tvivl om min vrede og min vilje til, at dette hus skal gøres stærkere, siger Roberta Metsola.
En dommer i Belgien har sigtet fire personer, som mistænkes for at have modtaget penge og gaver fra en af golfstaterne.
Flere medier har peget på, at det er VM-værten Qatar, der har forsøgt at bestikke sig til indflydelse på EU-parlamentarikernes beslutninger.
Belgisk politi ransagede fredag 16 adresser i Bruxelles og beslaglagde 600.000 euro. Det svarer til omtrent 4,5 millioner kroner.
På baggrund heraf vil Roberta Metsola arbejde for øget åbenhed om møder med udenlandske magter og åbne for whistleblowere, så man kan stoppe angivelig korruption.
- Der vil ikke være nogen straffrihed.
- Og til de magter i tredjelande, der tror, at I kan købe europæiske politikere og organisationer: I vil finde ud af, at dette parlament står i vejen, siger Roberta Metsola.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet