Kort før kup sendte IMF milliarder i coronahjælp til Myanmar
Myanmars militærchef, general Min Aung Hlaing, holdt tirsdag sit første regeringsmøde på præsidentpaladset i hovedstaden Naypyidaw efter mandagens kup. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
Det ser ud til, at IMF må kigge langt efter sine milliarder, efter at militæret har taget magten i Myanmar.
I sidste uge sendte Den Internationale Valutafond (IMF) 350 millioner dollar - knap 2,2 milliarder kroner - afsted til regeringen i Myanmar for at hjælpe den med at bekæmpe coronapandemien.
Få dage senere tog militærledere magten i det sydøstasiatiske land ved et kup og anholdt den demokratisk valgte leder Aung San Suu Kyi.
Og det ser ud til, at der er meget lidt, IMF kan gøre for at kræve pengene, som er en del af en uforpligtende nødhjælpspakke, tilbage.
Hjælpepakken blev godkendt af IMF den 13. januar - 19 dage før militærkuppet, der fandt sted tidligt mandag morgen lokal tid.
Det fortæller kilder med kendskab til udbetalingen samt internationale finanseksperter.
- Vi følger udviklingen nøje. Vi er dybt bekymrede over begivenhedernes indvirkning på økonomien og på befolkningen i Myanmar, siger en talsperson for IMF i en udtalelse tirsdag.
Vedkommende bekræfter samtidig, at udbetalingen blev gennemført i sidste uge.
Joe Biden, som står over for sin første internationale krise som præsident i USA, har truet med nye sanktioner mod hærgeneralerne i Myanmar.
Samtidig vil det amerikanske udenrigsministerium gennemgå sin udenlandske bistand til landet.
USA er den dominerende aktionær i IMF, som har tildelt Myanmar i alt 700 millioner dollar - godt 4,3 milliarder kroner - i nødhjælp til coronahåndteringen i løbet af de seneste syv måneder.
I forbindelse med sidste uges udbetaling på 350 millioner dollar udtalte IMF, at pengene vil hjælpe Myanmar med at imødekomme et "presserende behov som følge af covid-19-pandemien".
I modsætning til IMF's regulære finansieringsprogrammer, hvor lande skal opfylde bestemte kriterier, er denne hjælp ydet akut uden nogen måde at kræve den tilbage på.
- Jeg er ikke bekendt med tidligere tilfælde, hvor penge, der er blevet godkendt af IMF's bestyrelse, kan kaldes tilbage, siger Stephanie Segal, der er tidligere økonom i IMF og det amerikanske finansministerium.
Det er uvist, hvor kupmagerne forholder sig til den store sum penge.
Det bedste scenarie vil være, hvis den regering, som opstår i Myanmar som følge af den nuværende politiske uro, bruger pengene hensigtsmæssigt, fordi den ønsker at have et produktivt forhold til IMF.
Det siger en unavngiven kilde med kendskab til sagen.
Siden begyndelsen af coronapandemien sidste år har IMF ydet nødfinansiering til 80 lande.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet