Kort inden Eurovision-finalen: Forvirringen er total

Irlands Eurovision-deltager, Bambie Thug, har flere issues op til lørdagens Eurovision-finale og er blandt andet blevet væk fra en generalprøve. Foto: Leonhard Foeger/Reuters

Årets internationale melodigrandprix udvikler sig dramatisk. Arrangøren er fåmælt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Årets internationale melodigrandprix, Eurovision, kulminerer lørdag aften, når finalen - efter planen - løber af stablen i Malmö Arena i Sydsverige.

Men få timer inden showstart vokser forvirringen som følge af flere store konflikter, som har ramt sangkonkurrencen.

- Vi (kommentatorerne, red.) ved lige så lidt som alle andre, siger DR's grandprix-kommentator, Ole Tøpholm, få timer før showets planlagte begyndelse klokken 21.00.

European Broadcasting Union, som arrangerer Eurovision, har endnu ikke italesat de mange rygter, der florerer. Ej heller de bekræftede situationer, som truer afviklingen af finalen.

Hollands deltager, Joost Klein, er blevet smidt ud af Eurovision, fordi han har forbrudt sig mod adfærdskodekset, da han angiveligt opførte sig truende over for en ansat på produktionsholdet.

Den udlægning genkender den hollandske tv- og radiostation Avrotros ikke. Han blev filmet, lige efter at han havde forladt scenen efter sin optræden i torsdagens semifinale, selv om han havde indikeret, at det var imod hans ønske.

- Dette blev ikke respekteret. Det førte til en truende bevægelse fra Joost mod kameraet.

Hollands deltager, Joost Klein, er blevet smidt ud af Eurovision, fordi han har forbrudt sig mod adfærdskodekset, da han opførte sig truende over for en kvindelig ansat på produktionsholdet. Den udlægning genkender den hollandske tv- og radiostation Avrotros ikke. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Det er uden fortilfælde, at en deltager er ekskluderet så kort tid inden finalen, at det ikke står klart, om der vil være konsekvenser for Holland.

Med det stiller 25 nationer og ikke 26 op i finalen. Men om antallet bliver lavere, er der store spekulationer om.

Ifølge det norske medie VG's oplysninger overvejede både Irland, Storbritannien, Schweiz og Portugal fredag at trække sig helt fra konkurrencen af stadig uklare årsager.

De fire lande skal have siddet i krisemøder med EBU til langt ud på natten fredag. Også andre lande skulle have overvejet at trække sig af endnu ukendte årsager.

Irland har også en anden problemstilling. En kommentator fra det israelske public service-medie Kan advarede seere med børn om, at Bambie Thugs optræden ville blive "aftenens mest skræmmende".

- Der vil være en masse besværgelser, sort magi og mørkt tøj, sataniske symboler og voodoo-dukker, som om vi er på Cats Square i Jerusalem i midten af 90'erne, sagde kommentatoren med henvisning til en plads i Jerusalem, som var central for byens natteliv i 1990'erne og synonym med goth-kulturen.

Bambie Thug mener, at kommentarerne var i strid med Eurovisions regler, og at Israel ikke bør have lov til at deltage i konkurrencen.

Irland skulle ifølge medier heller ikke være mødt til lørdagens generalprøver. Både Irland, Schweiz og Grækenland blev også væk fra en flagparade, hvor årets finalister præsenteres.

Omkring årets Eurovision har der været store protester mod Israels deltagelse.

Inden en generalprøve forud for finalen blev der blandt publikum holdt palæstinensiske flag op. Det er kun tilladt at medbringe nationale flag fra de deltagende lande samt det regnbuefarvede prideflag.

Trods vreden blandt kritikere er Israel lørdag aften inden showstart nummer to på bookmakernes liste over, hvem der løber med sejren.

Kroatien er dog stadig foreløbig favorit.

/ritzau/