Kraftig bombe dræber otte i Thailand
Otte soldater er blevet dræbt af en vejsidebombe i det urolige sydlige Thailand tidligt lørdag, lyder det fra en militærtalsmand.
Fire andre - to soldater og to civile - blev såret i eksplosionen i Krongpinang-distriktet, der ligger i den muslimsk-dominerede Yala-provins.
Soldaterne havde været på vagt på en base hele natten og var på vej hjem i et militærkøretøj, da vejsidebomben gik af.
- Det var en meget kraftfuld bombe, der ødelagde køretøjet fuldstændigt, siger oberst Pramote Promin.
- Der var ti soldater i lastvognen. Otte døde og to blev såret, fortæller han.
Han tilføjer, at to landsbyboere også blev såret i eksplosionen.
Indtil videre er der ikke nogen, der har taget skylden for bomben, men islamiske terrorister har tidligere udført lignende angreb.
Konflikten i det sydlige Thailand har over de seneste ni år kostet flere end 5500 menneskeliv.
Mange indbyggere i det muslimske syd klager over, at myndighederne i den overvældende buddhistiske stat har diskrimineret dem i årevis.
Sikkerhedsstyrker og andre med forbindelse til regeringen er ofte mål for angreb i området. Det samme er muslimer, der angiveligt har samarbejdet med myndighederne.
Thailand holdt for første gang samtaler med repræsentanter for den førende oprørsgruppe, Barisan Revolusi Nasional (BRN), tidligere på året, men det lykkedes ikke partnerne at nå frem til en aftale og dermed få standset volden.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned