Et jordskælv med en styrke på 5,9 har ramt Virginia i det østlige USA, ifølge det amerikanske geologiske institut. Skælvet kunne mærkes i både New York, Philadelphia, Boston og Washington D.C.
Umiddelbart er der ingen meldinger om tilskadekomne eller større ødelæggelser som følge af jordskælvet.
Også i Martha's Vineyard i Massachusetts, hvor præsident Barack Obama i øjeblikket holder ferie med sin familie, kunne rystelserne mærkes.
Pentagon og flere regeringsbygninger i Washington D.C. blev evakueret, fortæller øjenvidner til CNN. Dele af Manhattan i New York blev også evakueret.
-Da bygningen begyndte at ryste temmelig kraftigt, strømmede hundredvis af personer ud af bygningen, beretter CNN's journalist ved Pentagon, Barbara Starr.
Adskillige ansatte i Pentagon troede i første omgang, at bygningen var udsat for et angreb.
Skælvets epicenter var i nærheden af Richmond, Virginia, der ligger cirka 138 kilometer fra Washington D.C.
- Alle blev beordret til at tage trapperne, fortæller en af CNN's reportere i Washington fra tv-kanalens hovedkontor i hovedstaden.
Også kontroltårnene i New York's Kennedy-lufthavn og Newark Liberty-lufthavnen i New Jersey blev evakueret.
Rejsende fra de to lufthavne skal forvente forsinkelser på op til et par timer, oplyser myndighederne.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at skælvet også kunne mærkes så langt som i Toronto, Canada. Skælvet forstyrrede mobiltelefoner langs store del af østkysten.
Ifølge de første bulletiner havde skælvet en styrke på 5,8. Det blev kort tid efter hævet til 6,0, og så sænket til 5,9 .
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker