Kreml afviser ikke møde mellem Putin og Ukraines leder

Kreml afviser ikke et forslag om et muligt møde mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans ukrainske modpart, Volodimir Zelenskij. Rusland vil gøre forberedelser til et sådant møde, hvis det vil bidrage til en løsning af problemerne i det østlige Ukraine. Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix

Macron siger, at drøftelser i Moskva har bidraget til at hindre en yderligere optrapning af sikkerhedskrise.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kreml afviser ikke et forslag om et muligt møde mellem den russiske præsident, Vladimir Putin og hans ukrainske modpart, Volodimir Zelenskij.

Rusland vil gøre forberedelser til et sådant møde, hvis det vil bidrage til en løsning af problemerne i det østlige Ukraine. Det siger Putins pressetalsmand, Dmitrij Peskov, ifølge Tass.

Udtalelsen kommer efter den franske præsident, Emmanuel Macron, mandag havde et langt møde med Putin i Moskva om krisen.

I en kommentar til sine møder med Putin siger Macron tirsdag, at drøftelserne i Moskva har bidraget til, at en yderligere optrapning af sikkerhedskrisen i Ukraine er blevet undgået.

Den franske leder siger videre, at han ikke et øjeblik havde forestillet sig, at Putin var parat til at komme med nogen gestus på deres møde.

- Det jeg opnåede var, at der ikke skete nogen eskalering af konflikten, siger Macron.

Mandag holdt han et fem timer langt møde med Putin.

Macron er tirsdag i Ukraines hovedstad Kijev, hvor han skal have drøftelser med den ukrainske præsident.

De forslag, der er fokus på, omfatter en mulig aftale om, at ingen af parterne må foretage militære handlinger. I stedet skal der fokuseres langt mere på forhandlinger om en genoplivning af fredsprocessen i det østlige Ukraine, hvor Rusland har annekteret Krim-halvøen.

Efter sit møde i Kijev skal Macron tale i telefon med Putin.

Macron har ved besøget i Moskva vist sig som en central figur i Europas diplomatiske bestræbelser på at nedtrappe konflikten.

Putin anser således nogle af Macrons "forslag og idéer" som "mulige i forhold til at danne et grundlag for vores videre færd".