Kreml benægter at have en klemme på Donald Trump
Anklage om, at Rusland har kompromitterende oplysninger om Trump er falsk, siger Putins talsmand.
Rusland betegner oplysninger, som angiveligt er kompromitterende for Donald Trump, som frit opfundne og et forsøg på at skade forbindelserne mellem Rusland og USA.
- Kreml har ikke kompromitterende oplysninger om Trump, siger præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov.
Han kalder påstanden om det modsatte "totalt falsk". Det er et åbenlyst forsøg på at skade forholdet mellem de to lande, siger han.
Oplysningerne om, at Rusland skal sidde inde med belastende oplysninger om USA's kommende præsident, er indeholdt i et memo.
De amerikanske efterretningstjenester har valgt at videregive det til præsident Barack Obama, Trump og ledende demokratiske og republikanske politikere i Kongressen, skriver New York Times.
Peskov afviser også, at Rusland har indsamlet oplysninger om demokraten Hillary Clinton, der kunne skade hende under præsidentvalget.
- Man er uden tvivl nødt til at reagere på den slags med en vis humor, siger han.
USA's efterretningstjenester offentliggjorde i sidste uge en rapport. Her hed det, at Rusland har hacket Det Demokratiske Parti for at finde oplysninger, der kunne skade Clinton.
Formålet var at øge Trumps chancer for at blive valgt til præsident, fastslog de.
Peskov siger, at sagen viser, at "der er folk, som pisker hysteriet i gang for at holde gang i en politisk heksejagt".
Natten til onsdag brugte Trump også udtrykket heksejagt på Twitter om anklagerne mod ham.
- Falske nyheder. En total politisk heksejagt, skrev han med store bogstaver.
Trump har tidligere udtrykt beundring for Ruslands præsident, Vladimir Putin. Han har lovet, at han vil arbejde for et bedre forhold mellem USA og Rusland.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker