Man kunne næsten høre et frustreret suk hos EU's udenrigschef, Josep Borrell, mens han sagde ordene:
- Vi bliver nødt til at forklare tingene til EU-borgerne: Siden 2008 har Europa i stilhed demilitariseret sig selv, lød det fra Borrell, da han for nylig fremlagde en oversigt over mangler i EU-landenes forsvar.
- Vi har reduceret vores militære kapaciteter på en chokerende og ukoordineret måde. Nu har vi 27 forskellige hære, der har huller på nogle områder og duplikationer på andre, lød det fra EU's 75-årige udenrigschef.
Problematikken har været kendt siden Ruslands annektering af Krim i 2014. Men i lyset af krigen i Ukraine forsøger EU-Kommissionen nu igen at appellere til medlemslandene, der selv står for forsvarsbudgetterne.
EU-Kommissionen lægger konkret op til, at EU skal hjælpe landene med at koordinere indkøb og styrke Europas forsvarsindustri.
EU vil også oprette en fælleseuropæisk udrykningsstyrke på 5000 soldater, der skal kunne rykke ud til forskellige typer kriser. Den skal bygge oven på EU's kampgrupper på hver 1500 mand, som aldrig er blevet aktiveret.
- Europæerne har haft det komfortabelt under USA's og Natos paraply. Men vi skal gøre mere, lød det fra Borrell.
Selv om EU-Kommissionen dermed bruger krigen i Ukraine som afsæt for at udvikle Europas militære kapacitet, så kommer EU ikke til at konkurrere med Nato om at stå for europæernes sikkerhed. Det siger lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
- Den båd er sejlet for længst, siger han.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen forsøger EU i stedet på kort sigt at skabe nogle rammer, der gør det lettere for EU-landene at købe og producere våben. Samtidig fjerner man "bureaukratiske regler", som gør det svært at flytte soldater og militært udstyr fra et land til et andet i EU.
- EU arbejder med nogle ting, der kan understøtte Natos arbejde. Men på det rent operative, der er det svært at se de helt store fremskridt, siger Peter Viggo Jakobsen.
Selv om EU-landene samlet set bruger lige så meget som Kina og fire gange så meget som Rusland på deres militær, så er det meget lidt, der går til EU's forsvarssamarbejde.
Mens Nato samlet råder over 3,5 millioner soldater og civilt mandskab, så kommer EU's nye reaktionsstyrke på 5000 mand ifølge Peter Viggo Jakobsen "ikke til at ændre ret meget".
- Fordi europæerne stadig ikke kan enes om, hvordan man skal bruge militærmagt, og hvornår man skal bidrage til det. Det vil stadig være op til de enkelte lande at afgøre, hvornår man skal deltage, siger Peter Viggo Jakobsen.
Hvis EU skal have mere beslutningskraft, så skal der åbnes for flertalsbeslutninger. Dermed vil et enkelt af de 27 EU-lande ikke længere kunne blokere for udsendelse af soldater.
Det vil dog kræve en ændring af EU's traktater, hvilket blandt andre Danmark vil modsætte sig. Ligesom flere andre EU-lande mener Danmark, at EU kan og bør løse sine opgaver inden for rammerne af de nuværende traktater.
Sammen med 12 andre EU-lande sendte Danmark derfor et protestbrev afsted, da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, for nylig talte for traktatændringer på en konference om EU's fremtid.
Men selv om der ikke kan samles opbakning til traktatændringer, så kan EU komplimentere Nato. Især hvis man vil tage større ansvar for at håndtere kriser, terrorisme og migrantstrømme i EU's nærområde mod syd, siger Peter Viggo Jakobsen.
- Amerikanerne har sagt tydeligt, at de gider ikke rode rundt i Middelhavet og Nordafrika. Det må europæerne selv finde ud af. Der er der en mulig militær rolle for EU, hvis EU-landene kan blive enige om det.
- Nato tager sig så af det militære forsvar og den militære afskrækkelse af russerne. Der vil være en klar arbejdsdeling, siger han.
Og det er netop målet, at et stærkere EU skal føre til et stærkere Nato, sagde EU-kommissær Margrethe Vestager, da hun sammen med Josep Borrell fremlagde analysen af hullerne i EU-landenes forsvar.
- Hvis EU kan gøre mere, så får vi et stærkere Nato, sagde Vestager.
/ritzau/
Seneste artikler
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Fascinerende syn: Skypumpe over Lolland
Borgmesteren i Hesnæs: - Det har været meget dødt
Fra smadret havn til sort af mennesker
Mest læste artikler
Tordenvejr truer
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet