Krigsskibe tager ni pirater til fange
Jagten på det sejlende guld sluttede onsdag brat for somaliske pirater. I stedet for at kapre skibe og tage søfolk til fange, blev ni somaliske pirater selv taget til fange og deres fartøj blev destrueret.
Det skete i Det Indiske Ocean 430 sømil øst for Mogadishu i et tæt samarbejde mellem EU Navfors flådestyrker mod pirater og det tyrkiske krigsskib TCG Gemlik.
Fra luften observerede fly piraterne, og de nærmeste krigsskibe blev sendt til positionen, mens fly fortsat holdt piraterne under opsyn, indtil det tyrkiske krigsskib og den rumænske fregat ROS Regele Ferdinand nåede frem.
Piraterne blev taget til fange og sidder nu på den rumænske fregat.
Selv om monsunen er overstået, og vejret er med piraterne, kan de lige så godt spare sig, lyder en direkte advarsel til dem fra chefen for EU Navfors antipiratindsats, kontreadmiral Duncan Potts:
- Endnu en gang er mit budskab til piraterne klar. Vi holder øje med Jer, og vi planlægger at fange Jer, hvis I stikker til søs, lyder den utvetydige advarsel fra Duncan Potts.
Tilfangetagelsen af de ni pirater får også kontreadmiralen til at sende et klart signal til rederier og handelsflåden om ikke slække på forebyggelsen mod pirater:
- Det er en indikation af, at piraterne stadig har til hensigt at komme ud på havet. Alle, uanset om det er flådestyrkerne eller rederierne skal forblive årvågne og forberedt, siger han.
Potts advarede så sent som i oktober mod, at når monsun-perioden var overstået, ville piraterne igen begive sig ud på havet for at kapre skibe og besætninger.
De ni pirater overgav sig ikke uden videre, men efter en time lykkedes det de to krigsskibe i samarbejde at tage dem til fange. De afhøres om bord på det rumænske krigsskib.
Ligeledes er der indsamlet bevismateriale fra deres fartøj, inden det blev destrueret. Materiale skal bruges til en eventuel senere retsforfølgning af piraterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned