Det skranter for Cubas mest berømte eksportvare, cigaren. De omsiggribende rygeforbud i en verden, der i forvejen kæmper med en økonomisk krise, har fået salget af cigarer til at falde.
Efterspørgslen på de cubanske cigarer er faldet så meget, at de arealer i østaten, der bruges til at dyrke tobak, næste år reduceres med over 30 procent. Mens der i år dyrkes tobak på 28.2000 hektarer i Cuba, vil dette til næste år være faldet til 19.800 hektarer, oplyser Cubas Statistiske Kontor.
Den kommende tobakshøst ventes at være på 22.500 ton, et fald fra planlagte 26.800 ton, oplyser kontoret. Det begrundes med "finansielle restriktioner, der gør det umuligt at kunne trække på de nødvendige ressourcer".
Cubas mest berømte cigarmærker, heriblandt Cohiba, Montecristo, Trinidad og Partagas, lægger beslag på 70 procent af verdensmarkedet for luksuscigarer.
Den cubanske dominans gælder dog ikke USA, hvor salget af østatens cigarer har været forbudt i 47 år. Dette skyldes Washingtons økonomiske sanktioner mod det kommunistiske styre i Havana.
I Cuba er flere end 200.000 private landmænd og deres familier afhængige af dyrkningen og forædlingen af de eftertragtede tobaksblade.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde