Krise truer flygigant: Endnu en Dreamliner i problemer

Foto: Reuters Tv/ Scanpix /Scanpix

Et fly af typen Boeing 787 Dreamliner er blevet tvunget til at vende om og lande i Manchester Airport i England med tekniske problemer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Maskinen var lettet fra den britiske storby med retning mod USA, men flyet er nu tilbage i Manchester, meddeler flyselskabet Thomson Airways, der stod for flyvningen.

- Thomson Airways kan bekræfte, at flyet TOM126 fra Manchester til Sanford i Florida oplevede et teknisk tilfælde, og at maskinen returnerede til Manchester Airport som en sikkerhedsforanstaltning, siger selskabet i en udtalelse.

Ingeniører er nu ved at undersøge flyet, lyder det.

Meldingen kommer kort tid efter, at et parkeret fly af samme type brød i brand i London-lufthavnen Heathrow.

Tilfældene har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre, men ikke desto mindre kan de to hændelser sætte gang i endnu en krise for Boeing og de meget omtalte 787 Dreamlinere, der har haft en særdeles hård start på tilværelsen.

I januar måtte Boeing parkere samtlige af de nye maskiner på værkstedet, efter at en kortslutning udløste en brand i en parkeret 787'er i Bostons Logan-lufthavn.

Herefter fulgte batteriproblemer på en anden Dreamliner, der var nødsaget til at lande i Japan.

Episoderne medførte, at alle 50 Dreamlinere i drift fik et verdensomspændende startforbud 16. januar.

Det vurderes at have kostet Boeing 600 millioner dollar og har tvunget flere flyselskaber til at lease alternative fly.

Boeing nåede at levere i alt 50 Dreamliner-fly, og parkeringen af flyene har været et hårdt slag for flyproducenten, som har satset massivt på letvægtsflyet i kampen for at spare på de dyre dråber brændstof.

/ritzau/Reuters