Grækenlands gældskrise og den efterfølgende recession har betydet døden for en lang række virksomheder i hovedstaden Athen.
Næsten 15 procent af byens virksomheder, svarende til omkring hver syvende, har måttet dreje nøglen om, viser en opgørelse fra det græske handelsministerium.
Særligt centrum af Athen er hårdt ramt. Her har de hyppige demonstrationer og gadeprotester skræmt kunderne væk og betydet, at mellem 20 og 25 procent af butikker og øvrige forretninger er lukket.
En af modebutikkerne i det centrale Athen har haft betydeligt færre kunder i løbet af de to år, der er gået siden den globale finanskrise begyndte.
Da salget var faldet 30 procent, så indehaveren sig nødsaget til at afskedige halvdelen af sine ansatte.
- Vi forventer, at tingene bliver endnu værre, før det går fremad igen, siger butikkens salgschef, Vicky Constantinou.
Hun mener, at de mange voldsomme demonstrationer mod regeringens hestekur har gjort situationen værre.
- Vi bliver nødt til at lukke forretningen på de dage, hvor der er demonstrationer. Sidste måned havde vi lukket i fire eller fem dage, siger hun til nyhedsbureauet AFP.
Grækenlands regering har gennemført drastiske besparelser på en lang række områder for at leve op til kravene fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF, som grækerne fik en økonomisk hjælpepakke fra tidligere på året.
De seneste officielle ledighedstal viser, at 11,9 procent af grækerne er arbejdsløse. Landets fagforeninger mener imidlertid, at det reelle tal er langt højere.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde