Krisepakke til Irland lader vente på sig

Finansministrene fra eurolandene fik tirsdag aften ikke aftalt en økonomisk krisepakke til Irland, men parterne er enige om at tale videre om, hvordan man kan redde de irske banker.

Det siger EU's økonomikommissær, Olli Rehn, efter mødet, som er blevet fulgt intenst af verdens børsmarkeder, der er nervøse. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Han forklarer, at EU fortsat forbereder sig på en økonomisk redningsaktion over for Irland, og at en ekspertgruppe vil blive sendt til Dublin. Hjælpen skal kunne falde, hvis Irland beder om den, siger han.

Der havde inden tirsdagens møde været spekulationer om, at EU vil træde til med en hjælpepakke på op mod 100 milliarder euro (knap 750 milliarder kroner) for at understøtte den irske økonomi.

Rehn siger, at den irske finansminister, Brian Lenihan, er "fast besluttet" på at samarbejde med EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.

Irland havde afvist at lade sig redde af EU og selv ride stormen af. Irland er sat på den værste økonomiske kur i nyere tid med nedskæringer og stor arbejdsløshed til følge. Irlands største problem er, at en gigantisk boligboble er sprunget.

EU frygter, at hvis den irske krise ikke kan tøjles, så vil Grækenland, Portugal og måske Spanien følge efter og kaste eurozonen og EU ud i sin værste krise nogensinde.

/ritzau/

Mens børsmarkederne sitrer af nervøsitet, lykkedes det tirsdag aften ikke EU's finansministre at enes med Irland om en kæmpestor økonomisk redningspakke.

Offentliggjort Sidst opdateret