Kriser får EU til at kigge mod Kasakhstan for energisamarbejde
Formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, er på jagt efter nye samarbejdspartnere for at mindske sårbarheden i de europæiske forsyningskæder. Kasakhstan bliver en af dem. (Arkivfoto). Foto: Britta Pedersen/Ritzau Scanpix
EU skal arbejde sammen med Kasakhstan på energiområdet. Mandag slog de to parter hånd på det.
Kasakhstan og EU har indgået en aftale om et tættere energisamarbejde.
Det oplyser EU-Kommissionen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Aftalen blev underskrevet af EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og Kasakhstans premierminister, Alikhan Smailov. Den er indgået sideløbende med klimatopmødet COP27 i Egypten.
Topmødet afholdes mellem 6. og 18. november i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh.
Her samles verdens ledere og deres embedsmænd til klimaforhandlinger, mens aktivister og pressen følger med fra sidelinjen.
COP'erne er det øverste organ i de globale klimaforhandlinger og altså stedet, hvor de store beslutninger bliver truffet.
Aftalen mellem EU og Kasakhstan skal garantere forsyning af flere forskellige råvarer. Den skal også danne grobund for udvikling af bæredygtig produktion af hydrogen og batterier.
Ifølge dpa arbejder EU på at finde nye økonomiske partnere.
Det sker i lyset af den seneste tids globale udfordringer, der har blotlagt, hvor afhængig den europæiske union er af visse landes værdikæder.
Coronapandemien har vist, at EU er stærkt afhængigt af Kina, mens Ruslands invasion af Ukraine har fremhævet afhængigheden af energi fra Rusland.
I løbet af de næste seks måneder vil EU lancere fællesprojekter med Ukraine. Eksempelvis projekter med bæredygtig minedrift og raffinaderiprocesser.
Kommissionens formand kigger også mod Namibia, Indonesien, Vietnam, Senegal og Indien for nye samarbejdspartnere.
- Jeg vil færdiggøre tre forskellige aftaler her på COP27 for grøn hydrogen, for eksempel med Namibia og med Egypten, har Von der Leyen udtalt til den tyske tv-station RTL/ntv ifølge dpa.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned