Fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne fik et alvorligt skud for boven, da palæstinenseren lørdag afbrød de direkte forhandlinger med Israel.
Men der er endnu håb om, at fredsprocessen kan reddes, mener den danske mellemøstforsker Peter Seeberg.
- Der er meget, der peger mod et sammenbrud. Men Abbas er jo nu engang palæstinensernes øverste leder. Og inden han har været ude at sige noget definitivt, vil jeg ikke kalde det et sammenbrud, siger Peter Seeberg, der er ph.d. ved Center for Mellemøst-studier ved Syddansk Universitet.
Den kritiske situation i fredsprocessen opstod, da Israel efter 10 måneders pause i sidste uge besluttede at genoptage byggerierne af de jødiske bosættelser på Vestbredden.
Lørdag meddelte en talsmand fra PLO og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas så, at de direkte forhandlinger med israelerne er skrinlagt ind til byggestoppet genindføres.
I den kommende uge mødes præsident, Mahmoud Abbas, med lederne i Den Arabiske Liga for at rådføre sig med dem om, hvad der skal være palæstinensernes næste træk.
Og det er her, at fredsprocessen skal reddes, mener Seeberg.
- I øjeblikket ser man en tæt kontakt mellem palæstinenserne og de andre arabiske lande, som muligvis betyder, at vi vil se en større og mere samlet løsning på en lang række problemstillinger i Mellemøsten og i den arabiske verden, siger han.
Både USA, EU, Rusland og FN har på det kraftigste opfordret israelerne til at forlænge det 10 måneders lange byggeforbud.
Der lever i dag op mod en halv million bosættere på det palæstinensiske område, som det internationale samfund mener skal være en fremtidig palæstinensisk stat.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned