Kriseramte konservative leder efter ny premierminister og en fremtid
Rishi Sunak er ifølge bookmakerne favorit til at afløse Liz Truss. Han er tidligere finansminister og advarede mod den økonomiske politik, der kostede Truss posten som premierminister. Foto: Beresford Hodge/Ritzau Scanpix
Storbritannien er i dybe problemer, og de konservative har hovedansvaret. De har haft magten i 12 år. Nu leder de efter den fjerde premierminister siden 2016.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Storbritanniens konservative parti får i disse dage sin krise udstillet nært og fjernt.
Det sker på en tragisk baggrund, for briterne er ramt hårdt af situationen.
Inflationen er som i resten af Europa høj, men briterne er langt ringere stillet økonomisk end mange lande i for eksempel EU.
Torsdag meddelte Liz Truss, at hun efter blot 45 dage går af som premierminister. Hendes økonomiske plan med skattelettelser havde sendt landets økonomi i stormvejr. Pundet faldt, renten steg, og centralbanken måtte gribe ind.
Tilliden til hende forsvandt i hendes eget parti. Hun måtte gå.
Annonce
En begivenhed, der har vakt opsigt og også udløst hån.
Som for eksempel i Rusland, hvor tidligere præsident Dmitrij Medvedev, en af den nuværende præsident Vladimir Putins allierede, spydigt skrev på beskedtjenesten Telegram:
- Nobelprisen i økonomi bør gives til Truss for at have gennemført den hurtigste ødelæggelse af et nationalt finanssystem.
Mange briter er rystede. Nogle skammer sig ifølge lokale medier.
Fredag skrev avisen The Guardian, at flere fagforbund nu opfordrer Truss til at frasige sig de 115.000 pund, som hun som tidligere premierminister er berettiget til.
Det er knap en million kroner til for eksempel kontorhold.
- På et tidspunkt hvor hver femte offentlige ansat får fødevarehjælp, og 35 procent springer måltider over, fordi de ikke har mad, er det grotesk, at Liz Truss kan få, hvad der reelt er en bonus på 115.000 pund, siger Mark Serwotka, chef for Public and Commercial Services, et forbund for offentligt ansatte.
Truss er fungerende premierminister, mens hendes parti finder en afløser.
Læs her om situationen og vejen frem.
Boris Johnson, da han holdt afskedstale foran Downing Street 10 den 6. september. Ifølge britiske medier bliver han måske kandidat til igen at blive premierminister. Flere konservative parlamentarikere mener, at han er det bedste bud på at få vælgerne tilbage til partiet. Bookmakerne har ham som nummer to i kapløbet. Foto: Toby Melville/Reuters
* Er det hele Det Konservative Partis skyld?
Annonce
- Partiet har i hvert fald haft magten siden 2010, da David Cameron blev premierminister.
Han udskrev folkeafstemning om brexit i 2016. Han ville blive i EU, men vælgerne sagde farvel. Han gik af og blev afløst af Theresa May.
Hun blev afløst af Boris Johnson og så Liz Truss. Nu skal partiet finde den fjerde premierminister siden 2016.
* Hvorfor er der ikke valg?
Næste valg skal holdes senest i januar 2025. Meningsmålingerne siger, at de konservative ville tabe stort ved et valg nu. Labour ville komme til magten.
* Hvad sker der så nu?
Penny Mordaunt, tidligere forsvarsminister, er ifølge bookmakerne den tredjestørste favorit. Det er dog uklart, om hun kan få tilstrækkeligt med parlamentarikere bag sig. Hendes tilhængere regner hende for et frisk pust, der ikke er sovset ind i tidligere administrationers skandaler. Foto: Toby Melville/Reuters
De konservative skal finde en ny partiformand, der samtidig bliver premierminister. Eventuelle kandidater skal melde sig senest mandag klokken 15.00. En kandidat skal have mindst 100 konservative parlamentarikere i ryggen.
Partiet har 357 parlamentarikere, så det er begrænset, hvor mange kandidater der kan komme.
Hvis der er flere kandidater, er der kampvalg, og medlemmer af partiet kan stemme online. En vinder vil blive udråbt den 28. oktober.
* Kender vi nogle kandidater?
Annonce
Der er spekulationer i britiske medier, og der nævnes specielt tre personer:
* Rishi Sunak, tidligere finansminister. Han advarede mod Liz Truss' økonomiske planer. Det viste sig, at han havde ret.
Han regnes for kompetent, skriver The Guardian, men mange ser skævt til ham på grund af hans store rigdom.
* Boris Johnson, ja, den tidligere premierminister. BBC skriver, at han stadig har allierede i parlamentet og har stor støtte hos partimedlemmer.
Det er dog ikke til hans fordel, at hans optræden i forbindelse med brud på coronaregler er ved at blive undersøgt at et udvalg i parlamentet.
* Penny Mordaunt, tidligere forsvarsminister og nu leder af Underhuset. Hun regnes af flere som favorit, skriver The Guardian, men andre frygter, at hun som Truss er for uerfaren.
At hun som Truss kan være en risiko for landet og partiet.
/ritzau/
Valget af en ny premierminister
* Det Konservative Parti i Storbritannien skal have ny partiformand, som automatisk bliver premierminister, da partiet har regeringsmagten. Partiet har 357 af parlamentets 650 mandater.
* Partiet har besluttet, at processen skal gå hurtigt.
* Kandidater kan melde sig hos partiledelsen senest mandag klokken 15.00 dansk tid.
* Hver kandidat skal have mindst 100 parlamentarikere i ryggen. I praksis kan der derfor kun være tre kandidater. Er der kun én kandidat, kåres vedkommende som ny leder.
* Er der to kandidater, holdes en vejledende afstemning blandt parlamentarikerne. Herefter stemmer de 170.000 partimedlemmer om kandidaterne.
* Er der tre kandidater, stemmer parlamentarikerne om dem. Kandidaten med færrest stemmer elimineres. Derefter holdes en vejledende afstemning om de to sidste kandidater. Partimedlemmerne skal herefter stemme.
* Hvis de 170.000 partimedlemmer kobles på, har de frem til den 28. oktober klokken 11.00 til at stemme. Resultatet meddeles samme dag.
Seneste artikler
Borgmesteren i Hesnæs: - Det har været meget dødt
Fra smadret havn til sort af mennesker
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
NFC forlænger med målsluger
Stjal seks vandmeloner og 14 poser chips
Mest læste artikler
Tordenvejr truer
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet