Kristersson efter voldsbølge: Immigration er eksistentiel opgave
- Det her er ikke blot et helt afgørende spørgsmål. Det er et eksistentielt spørgsmål, siger Kristersson om integration, indvandring og kamp mod kriminalitet. Her ses han under besøg på politiskole i de dage, hvor Moderaterna holder årsmøde. Foto: 10050 Pontus Lundahl/Ritzau Scanpix
Sverige har haft en "voldsbølge uden modstykke i den vestlige verden", siger statsminister Ulf Kristersson.
Integration og indvandring er en "eksistentiel" opgave for Sverige.
Det siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, i en tale på årsmødet for sit parti, Moderaterna, lørdag.
Talen kommer ovenpå en periode, hvor skuddrab og bandeopgør har stået højt på dagsordenen i Sverige.
Kristersson udpeger området som en af fire hovedopgaver for Sverige i de kommende år.
Han siger, at årtiers indvandringspolitik har lagt grunden til en "voldsbølge uden modstykke i den vestlige verden".
- Hvordan vi lykkes med den historiske opgave, kommer til at definere, hvilket slags land Sverige er om fem, ti og tyve år, siger statsministeren og partiformanden.
- Det her er ikke blot et helt afgørende spørgsmål. Det er et eksistentielt spørgsmål.
- Sverige må simpelthen ikke mislykkes med den opgave, fortsætter Kristersson.
Den svenske statsminister siger, at det kommer til at tage tid at løse problemerne. Ifølge ham skal Sverige ned på et europæisk minimumsniveau, hvad angår omfanget af indvandring.
Sammenhængen mellem dem, der i landet, skal styrkes, lyder det fra Kristersson.
- Det, som vi har gjort hidtil, fungerer ikke, siger han.
Der skal stilles krav til dem, der kommer til Sverige, lyder det fra statsministeren, som i regeringsperioden varsler en reform af sociale ydelser - en "stor strukturreform".
Han taler også om obligatorisk forskole for børn, som ikke kan svensk - et forslag, som partiet også tidligere er kommet med.
Det skal målrettes "familier i udsatte områder, som ikke taler svensk hjemme", siger han ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
- For hvis ikke forældrene kan give barnet vores sprog, så må nogle andre gøre det, siger han ifølge TT.
Af andre helt afgørende områder peger Kristersson på klima og elforsyning, svære økonomiske tider samt den indre og ydre sikkerhed, herunder forsøget på at blive optaget i militæralliancen Nato.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker