Kristian Jensen: Moskvas snak om våbenkapløb er latterlig
Den danske udenrigsminister føler sig hensat til 1970'erne, når Rusland taler om våbenkapløb.
Når man i det russiske parlament bruger ordet "våbenkapløb" i forbindelse med det igangværende Nato-topmøde i Warszawa, så bryder den danske udenrigsminister ud i latter. Et grin iblandet en vis portion forargelse.
- En bataljon er jo ikke noget, der militært kan stoppe en russisk invasion. Det er så at sige en snubletråd, siger Kristian Jensen (V).
Han kalder Natos beslutning et advarselssignal. Angriber man et land i alliancen, så angriber man alle 28 medlemslande.
- Og så hører vi, at det her er en militær oprustning fra Vesten. Det er simpelthen latterligt. Og det er latterligt, at nogle i Danmark igen falder for samme Moskva-retorik som i 1970'erne, siger ministeren.
Formanden for forsvarskomitéen i det russiske underhus sagde fredag aften, at Rusland ikke vil deltage i et våbenkapløb med Nato.
- Jeg føler mig helt hensat til 1970'erne. Da vi havde et Sovjetunionen, der byggede våbendepoter tæt på Vestens grænser. Hver gang Vesten reagerede ved at øge deres defensive kapaciteter, råbte Rusland og venstrefløjens klakører: Våbenkapløb, siger Jensen.
Natos lande har aftalt at have fire bataljoner - svarende til op mod 4000 soldater - i Polen, Estland, Letland og Litauen.
Beslutningen er sket på opfordring og ønske fra de russiske nabolande, som udtrykker bekymring, efter at Rusland for to år siden har annekteret den ukrainske halvø Krim.
- Rusland har oprustet massivt. Der er et klart ønske fra de baltiske lande om, at vi kommer med et beskedent svar på Ruslands oprustning. Og det er det, vi gør. Intet andet, siger Kristian Jensen.
Ruslands bekymring over Natos udstationering af soldater langs den russiske grænse synes ikke overvældende.
Admiral Vladimir Komojedov, formanden for den russiske forsvarskomité, mener, at Nato-landene får svært ved at leve op til en fælles målsætning om at bruge to procent af BNP på forsvaret.
- Jeg tror, at kun få kan betale dette, siger han til nyhedsbureauet Tass.
Han peger på, at USA bidrager med 70 procent af Natos samlede forsvarsinvesteringer.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker